I dag, torsdag den 10. oktober, er det Danmarks Mentale Sundhedsdag.
Det er en mærkedag, hvor arbejdspladser over hele landet sætter fokus på mental sundhed.
Formålet med dagen er at italesætte mentale helbredsproblemer, der i dag ofte er tabubelagte på arbejdspladsen. Det fortæller Hans Jørgen Steffensen, arbejdsmiljøchef i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Det er vigtigt, at vi på arbejdspladsen taler åbent om mentale helbredsproblemer, som eksempelvis stress, angst, søvnløshed og depression. En vigtig del af fundamentet for forebyggelse af problemerne er nemlig, at de kan italesættes,” siger Hans Jørgen Steffensen.
Han fortsætter:
”Mentale helbredsproblemer er årsag til en betydelig del af det samlede sygefravær på danske arbejdspladser. Faktisk viser den seneste nationale sundhedsprofil, at antallet af personer med dårligt mentalt helbred er steget med 3,3 procent.”
Bag mærkedagen står partnerskabet ”Sammen om mental sundhed”, som FA er medlem af.
På sin hjemmeside, mentalsundhed.dk, har partnerskabet samlet en række materiale, der kan understøtte arbejdspladser i indsatsen for at fremme mental sundhed.
Partnerskabet har derudover udgivet en række podcasts om den nyeste viden om mental sundhed, og om hvordan medarbejdere, ledere og nøglepersoner kan styrke den mentale sundhed på arbejdspladsen.
”Der er en række faktorer i arbejdsmiljøet, som har forebyggende effekt på arbejdsrelaterede mentale helbredsproblemer. Det handler blandt andet om ledelse, anerkendelse, forudsigelighed og retfærdighed i arbejdet,” siger Hans Jørgen Steffensen.
Dagen er økonomisk støttet af Velliv Foreningen, der bl.a. støtter virksomheder, der gør noget for at øge den mentale sundhed. Foreningen har desuden via danmarksmentalesundhedsdag.dk givet 500 virksomheder et tilskud på 10.000 kr. til en event om mental sundhed.
Danmarks Mentale Sundhedsdag er inspireret af WHO's World Mental Health Day.