Folketinget vedtog den 22. marts 2022 et lovforslag om ændring af forskelsbehandlingsloven, så arbejdsgivere ikke længere må indhente oplysninger om ansøgers alder i forbindelse med rekrutteringsprocessen af nye medarbejdere.
Lovændringen gælder fra den 1. juli 2022.
Ændringen skal forhindre, at arbejdsgivere foretager en elektronisk screening eller anden forhåndsfrasortering af ansøgere på baggrund af alder.
Derfor må arbejdsgivere fra 1. juli ikke anmode om oplysninger og alder ved indlevering, indsendelse, uploading, indtastning osv. af jobansøgninger.
Konkret betyder det bl.a., at felter om alder og fødselsdato skal fjernes i virksomhedernes rekrutteringssystemer.
Derudover skal kontaktpersoner på jobannoncer være opmærksomme på ikke at spørge til en kandidats alder, når de i rekrutteringsprocessen bliver kontaktet direkte.
Overtrædelse vil kunne medføre bødestraf efter forskelsbehandlingsloven.
Undtagelser
Arbejdsgivere har fortsat ret til at se ansøgeres CV og eksamensbeviser, selvom dokumenterne indeholder oplysninger om alder.
Ligesom virksomheder, der er omfattet af en kollektiv overenskomst med særlige regler for fx unge, fortsat vil kunne indhente oplysninger om den unge ansøgers alder. Det gælder fx for særlige regler for aflønning af unge efter standardoverenskomstens § 25, stk. 7.
Det vil også fortsat være tilladt for virksomheder at spørge til alder i forbindelse med eksempelvis særbehandling grundet en seniorpolitik, der har til formål at tiltrække og fastholde ældre medarbejdere.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) vil tage kontakt til Finanstilsynet om eventuelle sektorspecifikke undtagelsesmuligheder i forhold til kravene i den finansielle lovgivning. Spørgsmål kan rettes til FA’s jurister via telefon 3391 4700 eller mail fa@fanet.dk