Står det til regeringens ferielovsudvalg, skal den danske ferielov ændres, så det fremover er muligt at optjene og afholde ferie i samme år. Sådan lyder en af udvalgets anbefalinger, som netop er blevet offentliggjort i dag.
Se også: Læs ferieudvalgets anbefalinger til ny ferielov
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) kalder adm. direktør, Mariane Dissing, flere af anbefalingerne for fornuftige, men efterlyser samtidig mere fornyelse af ferieloven end udvalget lægger op til i sine anbefalinger.
”På lange stræk er anbefalingerne rigtige fornuftige, eksempelvis vil forslaget om, at ferie kan optjenes og holdes løbende indenfor samme kalenderår medføre en administrativ lettelse for arbejdsgiverne. Forslaget betyder også, at nyuddannede og nyansatte lønmodtagere, der ikke har optjent ferie, får mulighed for at holde ferie med løn tidligere end i dag. Og at lønmodtagere, der skifter job, ikke behøver at slæbe gammel ferie med ind i et nyt ansættelsesforhold,” siger Mariane Dissing, men understreger:
”Jeg synes dog godt, at udvalgets anbefalinger kunne være mere ambitiøse, end de er. Det er lidt to skridt frem og et enkelt tilbage. Eksempelvis burde den bundne ferieperiode afskaffes. Det vil give både arbejdsgivere og lønmodtagere øget fleksibilitet i ferieplanlægningen. Og så synes jeg, at det vil være langt mere fornuftigt, at uhævede feriepenge tilfalder lønmodtagerne og ikke ender i statskassen.”
Se også: Læs FA’s 13 konkrete forslag til en bedre ferielov
Den nuværende ferielov blev i 2015 kritiseret af EU-Kommissionen for at være i strid med EU’s grundlæggende sociale rettigheder om et mindstemål af årlig betalt ferie. Baggrunden var blandt andet, at reglerne om forskudt ferie betyder, at nye lønmodtagere på arbejdsmarkedet i dag skal vente op til 16 måneder, før de kan holde betalt ferie.
Derfor nedsatte den daværende Venstreregering ferielovsudvalget, hvis opgave var at komme med anbefalinger til, hvordan ferieloven kan gøres mere moderne, fleksibel og robust. Det er de anbefalinger, der er blevet offentliggjort i dag.
Hvis forslaget om en ny ferielov bliver vedtaget, vil de nye regler træde i kraft i september 2020, oplyser Beskæftigelsesministeriet.