Regeringen præsenterede torsdag formiddag sit udspil til Finanslov 2018. Det er tredje gang i denne uge, at regeringen lancerer et større politisk udspil. De to tidligere har handlet om skat og vækst.
”Regeringens skatteudspil, vækstpakke og finanslovsforslag styrker tilsammen dansk økonomi. Der er en rød tråd gennem udspillene, som bl.a. handler om at styrke iværksætteriet, sanere i afgiftsjunglen og holde igen med de offentlige udgifter. Det er sund fornuft hele vejen igennem,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
I finansudspillet er det især styrkelse af de videregående uddannelser, som Mariane Dissing hæfter sig ved.
”Finanssektoren rekrutterer i øget omfang medarbejdere med videregående uddannelser, fordi kompetencekravene i sektoren er stærkt stigende. Derfor glæder det os meget, at regeringen i sit finanslovsudspil har en ambition om at ændre det nuværende tilskudssystem for de videregående uddannelser, så det i højere grad understøtter kvalitet og relevans. Derudover er det positivt, at regeringen har afsat 400 millioner kroner ekstra til forskning,” siger Mariane Dissing.
I dag har to ud af tre af medarbejderne under 35 år i finanssektoren en videregående uddannelse.
Læs hele regeringens finanslovsforslag ”Et trygt og sammenhængende Danmark”.