FA har undersøgt lønforskelle på arbejdspladser fordelt på regioner og overenskomstområde for lønmodtagere uden ledelsesansvar ekskl. timelønnede. Forsikringsområdet afviger fra trenden, at den gennemsnitlige månedsfortjeneste inkl. pension er højest i Hovedstaden. I Nordjylland er den gennemsnitlige månedsfortjeneste 60.960 kr., hvilket er 5.598 kr. højere end i Hovedstaden. Dette skyldes dog assurandørerne, som er en lille gruppe medarbejdere med høje lønninger.
Lønnen falder, når assurandører fjernes
Når assurandørerne fjernes fra forsikringsområdet falder især Region Nordjyllands gennemsnitlige månedsfortjeneste, da assurandørerne udgør en stor andel af de ansatte i regionen. Den gennemsnitlige månedsfortjeneste i Nordjylland falder til 48.052 kr. og ansatte i Hovedstadsregionen har igen den højeste gennemsnitlige månedsfortjeneste.
Sjælland skiller sig ud
På forsikringsområdet ekskl. assurandører er den gennemsnitlige månedsfortjeneste højere end på penge- og realkreditområdet for alle regioner på nær Sjælland, hvor det er omvendt. Den højere gennemsnitlige månedsfortjeneste på Sjælland i penge- og realkreditinstitutter skyldes, at der er en stor andel IT-ansatte, som generelt har et højt lønniveau. På forsikringsområdet ekskl. assurandører er den gennemsnitlige månedsfortjeneste i Hovedstaden 53.438 kr., mens den i Region Sjælland, som har den laveste gennemsnitlige månedsfortjeneste, er 44.708 kr.
Lille lønspredning mellem Midt-, Nordjylland og Syddanmark
På penge- og realkreditområdet har Hovedstaden ligeledes den højeste gennemsnitlige månedsfortjeneste på 52.013 kr. De resterende regioner ligger relativt tæt, specielt Midtjylland, Syddanmark og Nordjylland, hvor der er en lønspredning på 1.099 kr. mellem Midtjylland og Nordjylland. Nordjylland har den laveste gennemsnitlige månedsfortjeneste på 44.265 kr.