Produktivitetskommissionen er kommet med en række anbefalinger, som nu ligger på politikernes bord. Selvom ikke alle er modtaget lige positivt, må i hvert fald nogle af dem forventes at indgå i grundlaget for den kommende vækstplan.
Her bør man benytte lejligheden til at ophæve arbejdsskadeafgiften. Afgiften blev indført i 2013 og opkræves af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Formålet var at øge de enkelte virksomheders incitament til at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge arbejdsskader.
"Efter FA's opfattelse er afgiften en ekstra skat på arbejde og dermed en økonomisk byrde. Den forringer konkurrenceevnen, og har ikke nogen dokumenteret præventiv effekt på arbejdsulykker. Afgiften blev oprindelig beregnet til at belaste dansk erhvervsliv med 500 mio. kr. årligt, men det viser sig nu, at afgiften frem til 2018 vil stige med over 20 pct. Pengene lander i statskassen uden at blive brugt til at forbedre arbejdsmiljøet. De penge kunne være brugt bedre i virksomhederne i et samarbejde mellem ledelse og medarbejdere."
Mariane Dissing, Adm. dir. FA
Danmark har i forvejen en omfattende regulering og tilsyn på arbejdsmiljø- og arbejdsskadeområdet, ligesom virksomhederne har et klart økonomomisk incitament til at sikre sine medarbejderes sikkerhed, sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Der er ikke derudover brug for en særlig skat på arbejdsskader.