Trods et omskifteligt vejr, der spændte fra regn over blæst til solskin, var der både højlydt latter, skarpe debatter og kolde fadøl i Finansteltet på årets Folkemøde på Bornholm. Som tidligere år delte FA igen i år teltet med Finansrådet og Finansforbundet.
”Jeg synes, at det har været et godt folkemøde. Vi har haft gode debatter i vores telt og et meget velbesøgt netværksarrangement, som vi holdt sammen med Finansrådet og Finansforbundet, hvor vi serverede 600 grillpølser og ganske mange fadøl for de fremmødte,” siger Mariane Dissing, der er adm. direktør i FA.
På Folkemødet havde FA arrangeret tre debatter indenfor uddannelse, arbejdsmiljø og fremtidens arbejdsmarked.
”De tre områder er helt centrale i vores daglige arbejde i FA. Derfor synes vi, at der er flere relevante problemstillinger, som er værd at sætte til debat på Folkemødet,” forklarer Mariane Dissing.
Skal der undervises i dannelse på de videregående uddannelser?
Det første arrangement løb af stablen allerede på Folkemødets første dag og handlede om uddannelse, der i år var et af de helt store debattemaer på Folkemødet. Sammen med Danmarks Akkrediteringsinstitution holdt FA Folkemødets første uddannelsesdebat, der handlede om, hvorvidt undervisning i dannelse hører hjemme på de videregående uddannelser.
”Jeg synes ikke, at det er en opgave for de videregående uddannelser at undervise i dannelse. Når en studerende går på en videregående uddannelse, er hun eller han allerede blevet dannet gennem eksempelvis folkeskolen, gymnasiet og i familien. Derfor må opgaven for de videregående uddannelser primært være at dygtiggøre de studerende fagligt,” sagde Mariane Dissing blandt andet.
Finansteltet var fyldt, da FA sammen med Danmarks Akkrediteringsinstitution holdt Folkemødets første uddannelsesdebat. Både uddannelsesfolk, arbejdsgivere og studerende deltog i debatten. Foto: FA
Debat om Generation Z og Generation Baby Boomers
Fredag stillede FA skarpt på de kommende generationer på fremtidens arbejdsmarked.
”I fremtiden skal vi være fire generationer på arbejdspladsen. Og undersøgelser viser, at de forskellige generationer har hver deres styrker og svagheder. Spørgsmålet er, hvordan vi får det hele til at gå op i en højere enhed,” forklarer Mariane Dissing om baggrunden for debatten.
Umiddelbart inden debatten opførte skuespillere fra Bornholms Dramaskole en sketch, der på karikeret og komisk vis illustrerede forskellige generationers syn på og tilgang til arbejdslivet. Hvorefter fremtidsforskere og repræsentanter fra erhvervslivet debatterede, hvordan arbejdspladserne kan gøres attraktive for alle medarbejdere, uanset fødselsår. Blandt debattørerne var blandt andre Sven A. Blomberg, viceordførende direktør i Jyske Bank og Torben Laustsen, bankdirektør i Nordea og formand for FA.
Op mod 90 folkemødedeltagere var mødt frem, da FA holdt debat om fremtidens arbejdsmarkedet. På billedet ses skuespillere fra Bornholms Dramaskole opføre en sketch om generationsudfordringer og -gevinster på fremtidens arbejdsmarked. Foto: FA
Hvor går grænsen?
Lørdag var turen kommet til FA’s arbejdsmiljødebat. Udgangspunktet for debatten var en såkaldt søvn-app, som DONG Energy har udviklet til deres medarbejdere. Virksomheden har nemlig via en undersøgelse afdækket, at 40 procent af deres medarbejdere enten sov for dårligt eller for lidt.
Ifølge Mariane Dissing er der dog grænser for, hvor langt man som arbejdsgiver skal gå.
”Jeg synes faktisk, at det er ufatteligt, at vi er kommet dertil, at vi skal lære medarbejderne at sove. Man tager jo initiativet fra den enkelte for selv at kunne varetage et job. Og det tror jeg, er en farlig kurs,” sagde hun blandt andet under debatten.
Skal chefen med i soveværelset? Livlig debat i Finansteltet om, hvor langt en arbejdsgiver må gribe ind i en medarbejders fritid. Fra venstre: Sara Grundelach Vergo, formand for Djøf Offentlig, Henriette Fenger Ellekrog, HR-direktør i Danske Bank og næstformand i FA, Hanne Blume, HR-direktør, DONG Energy og Mariane Dissing, adm. direktør i FA. Foto: FA
Søndag eftermiddag sluttede dette års Folkemøde.