Regeringen har med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti aftalt et forlig om reform af beskæftigelsesindsatsen. Forliget indeholder bl.a. en lempelse af reglerne om arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag (G-dage).
Gradvis afskaffelse af G-dage for visse ansatte
Forligspartierne er enige om gradvist at afskaffe arbejdsgivernes dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag for personer med mindre end 3 måneders ansættelse. En afskaffelse vil betyde, at arbejdsløshedskasserne (staten) overtager pligten til at udbetale arbejdsløshedsdagpenge for de dage, hvor der tidligere blev udbetalt G-dage fra en arbejdsgiver. Det enkelte ledige medlem af en arbejdsløshedskasse vil dermed ikke lide noget tab.
Udmøntningen af forliget sker ved at afskaffe én G-dag fra 2015 og yderligere én G-dag i 2017 og den sidste i 2018, således at G-dage for personer med mindre end 3 måneders ansættelse er afskaffet fra 1. januar 2018.
Den lovgivningsmæssige udmøntning af forliget sker til efteråret med henblik på vedtagelse før 1. januar 2015. Ændringen indebærer fuldt indfaset merudgifter for staten på 60 mio. kr. årligt.