Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FA, går nu aktivt ind i debatten om, hvordan vi styrker kvaliteten og relevansen af de videregående uddannelser. FA’s hovedbudskab er, at de videregående uddannelser skal kobles tættere til arbejdsmarkedet, og FA foreslår bl.a., at der indføres to typer af specialer på universiteterne: Et til de kandidater, der er på vej ud i erhvervslivet, og et til forskerspirerne.
Administrerende direktør i FA, Mariane Dissing, forklarer hvorfor:
”Øget digitalisering og regulering, mere komplekse produkter og højere forventninger fra kunderne øger kravene til medarbejdernes kompetencer i finanssektoren. Det har allerede betydet, at 40 pct. af medarbejderne i finanssektoren i dag har en videregående uddannelse, og den andel vil kun være stigende fremover. I en stadigt mere udfordrende verden bliver det for alle parter afgørende, at de videregående uddannelser på én gang leverer kandidater af højeste kvalitet og samtidig er i tæt dialog med aftagerne. Kun på den måde kan vi sikre, at uddannelsesinstitutionerne giver de studerende de kompetencer, som virksomhederne har brug for, og så dimittenderne er så velkvalificerede og arbejdsmarkedsparate som muligt. Et sådant grundlag vil også give medarbejderne de bedste forudsætninger for den løbende efter- og videreuddannelse, som er nødvendig for gennem arbejdslivet at kunne omstille sig til de nye krav og behov, som hele tiden opstår", siger Mariane Dissing.
FA's udmelding er et bidrag til uddannelsesminister Morten Østergaards igangværende revision af de videregående uddannelser.
I den anledning holder FA en uddannelsespolitisk konference 24. januar under overskriften ”Giv os uddannelser, vi kan bruge…”. Efter konferencen afleverer FA sine anbefalinger til forbedring af uddannelserne til det ekspertudvalg, som Morten Østergaard har nedsat.
På konferencen vil der være indlæg fra uddannelsesminister Morten Østergaard, adm. dir. Mariane Dissing, FA, og direktør Nikolaj Lubanski, Copenhagen Capacity. Desuden vil der være paneldebat mellem rektor Niels Egelund, IBA, rektor Erik Knudsen, UCL, rektor Per Holten-Andersen, CBS, direktør Nikolaj Lubanski, Copenhagen Capacity, HR direktør Henrik Gundorph, Alm. Brand og chef for HR Niels Gregers Hansen, Nordea.
Konferencen foregår i Finanssektorens Hus, Amaliegade 7, København, den 24. januar kl. 10.30-13.30.
Pressen er velkommen til at overvære konferencen. Af praktiske hensyn beder vi om tilmelding til seniorkonsulent Michael Boas Pedersen, mbp@fanet.dk.