I midten af februar påbegyndte regeringen og arbejdsmarkedets parter trepartforhandlinger. I første omgang handler forhandlingerne om, hvordan parterne hver især kan bidrage til, at flere flygtninge bliver løftet ind på det danske arbejdsmarked.
FA har gjort det klart, at det ikke må være for ressourcekrævende, administrativt tungt eller omkostningsfyldt for virksomhederne at indsluse en flygtning.
”Vi ved, at det nuværende system opleves som bureaukratisk ude i sektoren. Derfor har vi påpeget, at det er nødvendigt med mere fleksible rammer for virksomhederne,” siger Mariane Dissing, der som adm. dir. i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) sidder med ved forhandlingsbordet.
Mariane Dissing understreger:
”Og så skal det naturligvis give mening at indgå en aftale om beskæftigelse. Forudsætningen er, at der er et match mellem den enkelte virksomheds behov og den enkelte flygtnings kompetencer. Og netop derfor er det afgørende, at myndighederne hurtigt får klarhed over kompetencerne.”
Kompetenceafklaring er afgørende
Netop fordi kompetenceafklaringen er så vigtig, har FA også fremhævet, at det er nødvendigt, at der på landsplan sker en langt mere ensartet og brugbar afklaring af flygtningenes kompetencer og jobparathed, end det er tilfældet i dag.
”Modsat fægter vi jo i blinde, når matchet mellem flygtninge og virksomheder skal foretages. Og det kommer der sjældent noget godt ud af,” siger Mariane Dissing.
Vejledning om ansættelse af flygtninge
I dag er der forskellige muligheder for virksomheder i finanssektoren for at ansætte en flygtning. I vejledningen ”Giv en flygtning en chance!” har FA beskrevet de forskellige muligheder. Vejledningen kan hentes i pdf-format her. Adgang kræver log ind til fanet.dk
Læs meget mere om trepartsforhandlingerne i det kommende FA NU, der udkommer i begyndelsen af marts.