Mandag præsenterede uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) et udspil til fremtidens universitetsuddannelser.
Udspillet, der blev lanceret på Copenhagen Business School, bliver positivt modtaget i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Set med vores medlemsvirksomheders briller er der mange gode forslag i udspillet, som samlet set øger fleksibiliteten i uddannelsessystemet, så uddannelserne lettere og hurtigere kan tilpasses virksomhedernes behov. Det har vi efterspurgt længe,” siger Nadeem Farooq, underdirektør i FA.
Nadeem Farooq fortsætter:
”Udspillet lægger op til, at de studerende i højere grad end i dag skal kunne kombinere deres studie med et ophold i en virksomhed. Det er positivt, fordi det styrker de studerende at komme ud på en arbejdsplads og arbejde med deres fagområde i praksis. Samtidig vil det også betyde, at vi får et bachelorarbejdsmarked i Danmark, og at udbuddet af kvalificeret arbejdskraft dermed vil vokse.”
Konkret peger Nadeem Farooq på regeringens forslag om at udvide retskravet, så studerende efter nogle år på en arbejdsplads stadig er sikret en plads på det samme universitet, som helt afgørende for fleksibiliteten.
Finanssektoren ansætter flere og flere akademikere
Finanssektoren har i stigende grad øjnene rettet mod landets universiteter, når de rekrutterer nye medarbejdere.
Siden 2010 er andelen af finansansatte med en lang videregående uddannelse på CV’et steget fra 12 til 17 procent.
Specielt blandt medarbejdere under 35 år er andelen af akademikere vokset. I dag har tæt på hver fjerde medarbejder under 35 år en lang videregående uddannelse.
”Det er en udvikling, som vil fortsætte de kommende år. Digitaliseringen har fjernet en del opgaver og samtidig skabt nye. Også den yderst komplicerede politiske regulering har skabt en række opgaver i sektoren. Bundlinjen er, at kompetencekravene til medarbejderne har ændret sig, og at behovet for akademisk arbejdskraft er steget og fortsat stiger,” siger Nadeem Farooq.
Læs udspillet ”Fleksible universitetsuddannelser til fremtiden”
Centrale punkter i regeringens udspil til fremtidens universitetsuddannelser
Retskravet skal forlænges til 3 år, så det bliver muligt at prøve arbejdsmarkedet af mellem sin bachelor- og kandidatuddannelse, inden man specialiserer sig og uden man mister retten til sin kandidat.
Erhvervskandidatordningen skal udvides, så flere kandidatuddannelser kan tages på deltid ved siden af et fuldtidsjob.
Der skal være mulighed for at tage en 1-årig master efter bacheloruddannelsen i stedet for den almindelige toårige kandidatuddannelse.
Der skal også være bacheloruddannelser, der favner bredere, end mange gør i dag. Og så skal antallet af bachelor- og kandidatuddannelser gennemgås, så det bliver mere overskueligt for både studerende og aftagere.
Studerende skal have bedre mulighed for at bevæge sig ind på andre fagområder på deres kandidatuddannelser.
Kilde: Uddannelses- og forskningsministeriet