Fremover skal det være muligt for medarbejdere at have to ugentlige hjemmearbejdsdage i snit over en måned, uden at de almindelige arbejdsmiljøregler gælder.
Det har et flertal i Folketinget besluttet.
Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), kalder aftalen for et skridt i den rigtige retning.
”Det er vigtigt, at arbejdsmiljøreglerne afspejler det arbejdsmarked, de regulerer. Det har hidtil ikke været tilfældet med reglerne for hjemmearbejde. Med den nye aftale kommer vi tættere på. Aftalen er et skridt i retning af mere fleksibilitet. Og det er positivt, fordi både virksomheder og medarbejdere netop efterspørger øget fleksibilitet,” siger Nicole Offendal.
FA har sammen med en række andre organisationer på arbejdsmarkedet forhandlet og sendt en fælles indstilling til politikerne, som altså har valgt at gøre indstillingen til aftale og senere lov.
Nicole Offendal understreger, at øget fleksibilitet naturligvis skal ske med respekt for arbejdsmiljøet.
”Der er ikke nødvendigvis et modsætningsforhold mellem et godt psykisk arbejdsmiljø og hjemmearbejde. I finanssektoren oplevede vi fx, at trivslen steg og stressen dalede under hjemmearbejdet i den første nedlukningsperiode, men naturligvis skal det ske under forsvarlige fysiske rammer,” siger Nicole Offendal.
Det forventes, at de nye regler træder i slutningen af april.
FA har fredag orienteret samtlige personaleansvarlige i sektoren mere detaljeret om de nye regler. Spørgsmål kan rettes til FA’s juridiske team på telefon 3391 4700 eller via mail fa@fanet.dk