I en ny undersøgelse, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har gennemført, svarer 6 ud af 10 forsikringsvirksomheder, at mere end halvdelen af deres medarbejdere i gennemsnit har arbejdet fra privaten mere end én dag om ugen i tredje kvartal i år. Opgjort på ansatte omfatter det godt 85 procent af de ansatte i forsikringsvirksomhederne.
”Den store corona-nedlukning i foråret har gjort virksomheder og medarbejdere klogere på både fordele og faldgruber ved hjemmearbejde. Bundlinjen er, at flere virksomheder anvender mere hjemmearbejde. Specielt forsikringsselskaber og deres medarbejdere gør brug af hjemmearbejde,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
FA’s medlemsbarometer
Undersøgelsen er gennemført via FA’s medlemsbarometer, der er et nyt initiativ fra FA. Barometeret er et elektronisk spørgeskema, som FA udsender til sine medlemsvirksomheder hvert kvartal. Spørgeskemaet består både af faste og variable spørgsmål. Samlet set 6-10 spørgsmål.
Ifølge undersøgelsen er den tilsvarende andel af virksomheder lavere på finansområdet. Her er det 3 ud af 10 virksomheder, hvor mere end halvdelen af medarbejderne i gennemsnit har arbejdet fra privaten mere end én dag om ugen i tredje kvartal.
”Jeg er overbevist om, at hjemmearbejde bliver langt mere udbredt på store dele af arbejdsmarkedet i fremtiden. Det er klart, at hjemmearbejde giver bedre mening i nogle funktioner end i andre, men samlet set trækker udviklingen utvivlsomt i den retning. Det er derfor afgørende, at man fra politisk side sikrer, at rammevilkårene understøtter udviklingen,” siger Mariane Dissing.
Undersøgelsen er gennemført via FA’s medlemsbarometer. I alt har 82 virksomheder fra hele finanssektoren deltaget. Virksomhederne har tilsammen godt 46.500 medarbejdere. Undersøgelsen er gennemført i perioden 25. sep. til 9. okt. 2020.
FA-forslag: Skattefradrag for hjemmekontor
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har i kølvandet på forårets corona-nedlukning foreslået, at der indføres et personligt skattefradrag på op til 10.000 kroner til etablering af hjemmekontor til medarbejdere, der jævnligt arbejder fra privaten.
Fradraget skal sikre et ergonomisk forsvarligt hjemmekontor og omfatter kontorbord, kontorstol og bordlampe. Computer, mobiltelefon m.m. skal ifølge forslaget ikke omfattes af fradraget, men finansieres af arbejdsgiveren.