Via en helt ny funktion i FA’s digitale HR-værktøj er det muligt at danne sig et overblik over sygefraværet i virksomheden.
Funktionen giver både mulighed for at trække statistik på det samlede fravær, forskellige typer af fravær og fravær opdelt på alder og køn.
Uanset, hvordan statistikken opdeles, er det muligt at sammenligne tallene med finanssektoren som helhed eller opdelt på geografi, virksomhedstype og -størrelse.
”Målet med vores digitale HR-værktøj er, at medlemsvirksomhederne brugervenligt, let og hurtigt kan trække relevante HR-data indenfor en række områder. Vi lancerede værktøjet i januar sidste år, og det har været en succes. Nu udbygger vi værktøjet yderligere med unikke data om fravær og barsel,” siger Katja Brunbjerg Muff, underdirektør i FA med ansvar for bl.a. medlemsservice.
Den nye funktion giver også mulighed for at trække statistik på barselslængden i virksomheden og sammenligne med resten af sektoren. Også her er det muligt at opdele statistikken på alder og køn og sammenligne med tilsvarende tal i sektoren og udvalgte dele af sektoren.
I forvejen indeholder HR-værktøjet stribevis af unikke data om løn, medarbejderafgang, ansættelsesvilkår, alder og køn.
Spørgsmål om HR-værktøjet kan rettes til Claus Andersen, seniorøkonom i FA, via can@fanet.dk eller Karen Winnie Larsen, seniorøkonom i FA, via kwl@fanet.dk
SÅDAN FÅR I ADGANG TIL HR-VÆRKTØJET
Hvis medarbejdere i virksomheden, der ikke har adgang til HR-værktøjet, skal have adgang, skal I kontakte virksomhedens FA-administrator, der kan give adgang. Har virksomheden ikke en FA-administrator, er I meget velkommen til at kontakte FA via fa@fanet.dk eller via telefon 3391 4700.