Det manglende fysiske samvær med kollegerne er den absolut største udfordring for de mange danskere, der arbejder hjemme i disse uger grundet situationen med corona/COVID-19 i Danmark.
Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
I undersøgelsen peger 49 procent på, at det manglende fysiske samvær er den største udfordring ved at arbejde fra privaten.
”I en normal situation kan der være mange fordele ved hjemmearbejde, men der er stor forskel på at arbejde hjemme en enkelt dag om ugen og så på at arbejde hjemme i flere uger i træk,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
”Den lange periode med hjemmearbejde skaber en oplevelse af mangel på nærvær med kollegerne. De sociale relationer betyder meget på en arbejdsplads, og de er ikke lige så stærke over en skypeforbindelse, som når man er fysisk sammen på arbejdspladsen,” fortsætter Mariane Dissing.
Undersøgelsen viser også, at 76 procent har kontakt med deres kolleger minimum én gang om ugen, mens 18 procent ikke har ugentlig kontakt med kollegerne.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Ugentlig kontakt med kolleger
Ikke ugentlig kontakt med kolleger
Lektielæsning og børnepasning
Lektielæsning, børnepasning og andre gøremål med ungerne bliver udpeget af 10 procent, som den største udfordring ved at arbejde fra privaten.
Det er i højere grad mænd end kvinder, der oplever, at gøremål med børnene er en udfordring i deres hjemmearbejdsdage.
”Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden, men det er faktisk det, især børnefamilierne forsøger i disse uger. Resultatet kan let blive dårlig samvittighed både overfor børnene og overfor de kolleger, der er afhængige af, at man når sine opgaver. Mit bedste råd er, at man taler med sin arbejdsgiver og sine kolleger om situationen. Alle ved, at det er en meget usædvanlig situation,” siger Mariane Dissing.
Mindre end fem procent oplever manglende retningslinjer fra chefen som den største udfordring.
Undersøgelsen er gennemført 25.-30. marts 2020 blandt 1.012 danskere over 18 år, der alle er i beskæftigelse.
Danskerne: Det er vores største udfordringer ved hjemmearbejde under corona-nedlukningen
Hvilken af følgende udfordringer ser du som den største ved hjemmearbejde i forbindelse med corona-situationen?
Manglende fysisk samvær med kollegerne: 48,5%
Manglende retningslinjer fra chefen: 4,6%
Problemer med digitalt udstyr: 8,4%
Problemer med internetforbindelsen: 4,0 %
Gøremål med børn (fx børnepasning, lektielæsning og lign.): 10,4 %
Andet: 13,7 %
Ved ikke: 10,6 %
Kilde: Voxmeter/FA