Corona-nedlukningen har afdækket et stort behov for efter- og videreuddannelse indenfor digitale kompetencer.
Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
I undersøgelsen erklærer 34 procent af danskerne sig helt eller delvis enig i, at corona-krisen har øget deres behov for efter- og videreuddannelse indenfor digitale kompetencer.
”Mange har arbejdet hjemmefra siden midten af marts. For de fleste stiller distancearbejdet højere krav til deres digitale kompetencer, end en almindelig arbejdsdag på kontoret gør. Set i det lys synes jeg ikke, at det er overraskende, at corona-nedlukningen har tydeliggjort et behov for øget efter- og videreuddannelse i digitale kompetencer,” lyder det fra Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
Tallene afslører også, at behovet for et løft i de digitale kompetencer er stort set det samme på tværs af køn, alder og sektor.
”Det viser, at efteruddannelsesindsatsen bør favne hele arbejdsmarkedet. I dag favoriseres det ufaglærte og det faglærte arbejdsmarked, fordi efteruddannelse her giver nogle godtgørelsesmuligheder, som det øvrige arbejdsmarked ikke har,” siger Mariane Dissing.
Arbejdsgivere, der sender en ufaglært eller faglært medarbejder på efteruddannelse, har mulighed for at få såkaldt VEU-godtgørelse.
Den mulighed gælder som udgangspunkt ikke for arbejdsgivere, der sender medarbejdere med en videregående uddannelse på CV’et, på efteruddannelse. Og det er uanset om det er en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse.
”Mulighederne for godtgørelse bør bredes ud til hele arbejdsmarkedet alene af den simple grund, at efteruddannelse af arbejdsstyrken er en samfundsinvestering og ikke en omkostning, uanset hvilken uddannelse lønmodtageren har i forvejen,” siger Mariane Dissing.
Undersøgelsen er gennemført 25.-30. marts 2020 blandt 1.012 danskere over 18 år, der alle er i beskæftigelse.