Efter 14 år som formand for Finansforbundet har Kent Petersen (56) valgt at stoppe på posten.
Det oplyser Finansforbundet i en pressemeddelelse.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) takker adm. direktør, Nicole Offendal, for et godt samarbejde.
”Jeg har samarbejdet med Kent igennem flere år. På trods af at vores interesser i sagens natur nogle gange har været modsatrettede, har samarbejdet altid været præget af gensidig respekt og et fælles fokus på løsninger. Også når bølgerne er gået højt. Kent har været en rigtig dygtig med- og modspiller, som jeg nærer stor respekt for. Jeg ønsker Kent alt det bedste fremover,” siger Nicole Offendal.
Også Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, har annonceret, at han trækker sig fra posten. Ligesom med Kent Petersen sker det ved Finansforbundets landsmøde, som løber af stablen i september.
Ved landsmødet vælger forbundet nyt formandskab. FA ser frem til et godt samarbejde med et kommende formandskab i Finansforbundet.
Foto: Claus Beck/Finansforbundet