Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Bedre sent end aldrig, lyder en gammel talemåde.
En talemåde, der passende kan anvendes på regeringens alt for sene anerkendelse af, at regningen for den såkaldte Arne-skat reelt ender hos alle danskere.
Op til forhandlingerne om ny ret til tidlig pension, som er Arne-skattens formelle betegnelse, afviste regeringen gentagne gange, at særskatten på finanssektoren i sidste ende ville havne hos danskerne.
Faktisk stod regeringen hårdt på, at særskatten kun ville ramme virksomhederne. Den implicitte logik var absurd: Særskatten er selskabsskat, og selskabsskat betales kun af selskaber og deres aktionærer - ikke af forbrugerne. Det svarer lidt til at sige, at moms på dagligvarer betales af supermarkederne - og ikke af forbrugerne.
Nu har piben fået en anden lyd.
I kølvandet på, at det politiske flertal er fundet, forhandlingerne afsluttet og særskatten en realitet, anerkender regeringen nu, at særskatten vil gøre alle danskere fattigere.
Konkret sker det i et svar, som Finansministeriet for nyligt har oversendt til Folketinget. Her skriver ministeriet, at den disponible indkomst vil falde med 0,17 pct. for alle danskere som følge af særskatten. For en FH-familie vil det betyde, at rådighedsbeløbet vil falde med knap 900 kr. årligt.
Jeg er meget uenig i regeringens ønske om ny ret til tidlig pension. Men jeg anerkender fuldt ud, at det er en helt fair og legitim politisk prioritering fra regeringen. Til gengæld er det hverken fair eller legitimt, at regeringen under de politiske forhandlinger blankt afviste oplysninger, der belyser de negative konsekvenser ved deres politiske forslag.
I Danmark må vi insistere på, at politiske beslutninger bliver truffet på et retvisende grundlag.
Kilde: FinansWatch, 19. november 2020