Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Debatten om udenlandsk arbejdskraft popper med jævne mellemrum op i medierne. Og det er næsten altid den såkaldte beløbsgrænse, som slagsmålet handler om. Nogle vil have grænsen sænket, andre vil have den hævet.
I dag betyder beløbsgrænsen, at en arbejdstager, der kommer fra et land udenfor EU, skal have en årsløn på minimum 418.000 kroner, hvis vedkommende skal have adgang til det danske arbejdsmarked.
Det er en regel, som i sagens natur hæmmer danske virksomheders muligheder for international rekruttering.
Det gælder også for virksomheder i finanssektoren, som oplever en spirende mangel på arbejdskraft. Tal fra FA viser eksempelvis, at 31 procent af virksomhederne har svært ved at rekruttere og fastholde it-medarbejdere, mens 26 procent peger på de samme udfordringer, når det kommer til compliancemedarbejdere.
Netop fordi der er tale om specialister, er det ikke arbejdskraft, som kan uddannes i et snuptag. Derfor er det oplagt for virksomhederne at rekruttere internationalt, men her sætter beløbsgrænsen altså som nævnt begrænsninger.
I FA mener vi derfor, at beløbsgrænsen som minimum skal sænkes til 385.000 kroner om året, som er den laveste overenskomstbestemte lønsats for it-udviklere i finanssektoren.
Men beløbsgrænsen er dog langt fra den eneste barriere for finanssektoren, når vi skal rekruttere relevant udenlandsk arbejdskraft. Faktisk ligger der en række benspænd for virksomhederne i det bureaukrati, der i dag udgør reglerne.
Eksempelvis er sagsbehandlingstiderne i det offentlige system i mange tilfælde for lange, hvilket skaber en masse bøvl for både virksomheder og medarbejdere.
Et andet eksempel er, at udenlandske medarbejdere med et midlertidigt CPR-nummer ikke kan få et Nem ID, hvilket selvsagt også skaber udfordringer for både virksomhed og medarbejderen.
Et tredje eksempel er, at flere offentlige myndigheder af uransagelige årsager skriver breve på dansk til de udenlandske medarbejdere, hvilket ikke ligefrem gør processen mere smidig.
Regeringen har bebudet, at den i løbet af efteråret vil komme med et udspil, der skal lette danske virksomheders adgang til relevant udenlandsk arbejdskraft. Opfordringen herfra skal lyde: Sæt beløbsgrænsen ned og ryd op i omfangsrige bureaukrati.
Kilde: FinansWatch, 26. september