Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
I disse uger forhandler regeringen finanslov for 2020 med sine støttepartier.
Flere af de forslag, som støttepartierne har annonceret, at de vil bringe til forhandlingsbordet, er dyster læsning for finanssektoren og samfundsøkonomien.
De Radikale foreslår eksempelvis en særskat på den finansielle sektor, mens Enhedslisten bl.a. vil forringe vilkårene for anvendelse af forskerskatteordningen.
Set i lyset af den samlede række af finanslovsforslag, virker Enhedslistens forslag om at forringe forskerskatteordningen nærmest tilforladeligt.
Det er det ikke.
Bliver forslaget til virkelighed, vil det nemlig i realiteten betyde, at danske virksomheder, ikke mindst i vores sektor, i fremtiden ikke vil kunne rekruttere internationale eksperter i samme omfang som i dag.
For samfundsøkonomien vil det føre til, at Danmark går glip af skattekroner og ikke mindst international ekspertviden, der i høj grad bidrager til danske virksomheders innovation.
Kort fortalt er forskerskatteordningen en ordning, der giver danske virksomheder og organisationer mulighed for at tiltrække ekspertmedarbejdere til arbejdsmarkedet. Det er typisk medarbejdere, der ellers ikke ville være kommet til landet for at arbejde.
Betingelserne for at rekruttere en ekspertmedarbejder via ordningen er, at medarbejderen opfylder en række fastlagte kriterier. Guleroden i ordningen er en lidt lavere skatteprocent for medarbejderen.
Tal fra Skatteministeriet viser, ordningen i dag anvendes bredt på det danske arbejdsmarked, især i de dele, der har brug for internationale eksperter, dvs. medicinalindustrien, ingeniørvirksomheder, universiteterne og finanssektoren. I 2017, hvor de nyeste tal stammer fra, var 6.899 medarbejdere på det danske arbejdsmarked omfattet af ordningen. I finanssektoren var antallet 668 personer.
Udover at ordningen styrker virksomhedernes rekrutteringsmuligheder, så bidrager ordningen også positivt til samfundsøkonomien. Selv om medarbejdere på forskerskatteordningen har en relativ lav indkomstskattesats, så er deres indkomst nemlig ofte tilsvarende relativ høj.
Ikke nok med det. Ekspertmedarbejdernes træk på de offentlige udgifter er ekstremt begrænsede, dels fordi de ofte er socialt sikret i udlandet, dels fordi de kun er i Danmark i en begrænset periode. Der er derfor ingen offentlige udgifter til deres alderdom, uddannelse osv.
Hvis regeringen og støttepartierne vælger at forringe forskerskatteordningen, vil det svække danske virksomheder i den globale konkurrence om de kloge hoveder. Og det vil skade samfundsøkonomien.