I en klumme i FinansWatch 5. december skriver Kent Petersen, formand for Finansforbundet, at effektiviseringer har det med at være den altoverskyggende fællesnævner, når man taler om teknologi og finansiel virksomhed, og at arbejdsgiverne bør få øjnene væk fra effektiviseringer, når det gælder digitalisering.
Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), er uenig. Hun mener ikke, at der er et modsætningsforhold mellem effektiviseringer og fremsynethed. Det skriver hun i sin klumme i FinansWatch 11. december.
Klummen, der er en replik til Kent Petersens klumme, kan læses i boksen nedenfor.
Løft blikket
Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening
Igennem de seneste 150 år har vi i Danmark oplevet flere større forandringer på arbejdsmarkedet. Hver eneste revolution, som forandringerne populært kaldes, har medført nye, smartere og billigere måder at gøre tingene på, altså effektiviseringer. Og hver eneste revolution har skabt nye job, øget væksten og løftet velstanden. Vi er kort sagt blevet rigere og rigere, hver gang vi har fornyet os.
Derfor måtte jeg pudse brillerne en ekstra gang, da jeg forleden læste Kent Petersens (KP) klumme ”Digitalisering er mere end effektivisering” bragt i FinansWatch 5. december.
I modstrid med den historiske udvikling opstiller KP nemlig i sin klumme et modsætningsforhold mellem effektiviseringer og fremsynethed. Og på den baggrund klandrer han finansvirksomheder, som tillader sig at afskedige medarbejdere, når deres opgaver kan løses smartere og billigere af nye teknologiske muligheder.
Jeg synes, at det er afgørende, at vi løfter blikket, når vi betragter forandringerne på det finansielle arbejdsmarked. Og det er netop, hvad finansvirksomhederne gør. Husk på, at kundernes forventninger og adfærd har ændret sig i takt med digitaliseringens opblomstring. Derfor er innovationskraften stor i finansvirksomhederne. Målet er nye teknologiske muligheder, der gør livet lettere for kunderne.
Pointen er, at de teknologiske landvindinger, som i disse år forandrer det finansielle arbejdsmarked, er udtryk for udvikling. Derfor skal vi aktivt dyrke de nye muligheder, fuldstændig ligesom generationerne før os favnede datidens landvindinger og på den baggrund øgede dansk velstand.
Hvis vi derimod fortsætter som hidtil – blot med lidt ny teknologi hist og pist – så er det den sikre vej til afvikling af det konkurrencedygtige finansielle arbejdsmarked, som vi har i Danmark. Og det er hverken samfundet, finanssektoren eller Finansforbundets medlemmer tjent med!
Kilde: FinansWatch 11. december 2017