Ikke se, ikke høre, ikke tale. Vi kender alle de tre japanske aber, der holder sig for ørerne, munden og øjnene. På trods af at aberne kan dateres helt tilbage til 1600-tallet, er udtrykkene stadig aktuelle. Det gælder ikke mindst i den danske debat om fremtidens pensionssystem. Eller måske nærmere i manglen på samme.
Siden den daværende Venstre-regering i august sidste år lancerede en række bud på ændringer til pensionssystemet i sin 2025-plan er debatten - og dermed visionerne og ambitionerne – nemlig nærmest blevet lagt i graven. Årsagen er en "ikke se, ikke høre og kun meget modvilligt tale om udfordringerne"-tilgang hos de store oppositionspartier.
Men udfordringerne bliver ikke mindre af, at de politikere, der er tungen på den parlamentariske vægtskål, hverken vil se udfordringerne i øjnene eller høre om dem. Derfor er det også glædeligt, at medier som FinansWatch holder fast i historien, ligesom det er glædeligt, at statsministeren i sin nytårstale forleden endnu engang adresserede behovet for at løfte pensionsalderen en smule. "Hvis vi, der har kræfterne, bliver lidt længere på jobbet, så kan vi give et rigere Danmark videre til vores børn," lød det i nytårstalen.
Og det er i virkeligheden det, der er tale om. Et beskedent bidrag til fremtidens generationer fra de af os, der kan.
Jeg føler mig overbevist om, at regeringen i det kommende år vil komme med ambitiøse udspil, der skal ruste pensionssystemet til fremtiden. Udspil med de nødvendige justeringer, der blandt andet tæller et opgør med samspilsproblemerne, så det bliver mere attraktivt for den enkelte dansker at spare op til sin alderdom, og som skaber fleksible rammer for dem, der gerne vil være pensionist på deltid og have tilknytning til en arbejdsplads.
Men regeringen kan ikke gøre det alene. Det er helt nødvendigt, at et flertal på Christiansborg smider de mentale skyklapper, ser virkeligheden i øjnene og løfter sit politiske ansvar for fremtidens pensionssystem.
Kilde: FinansWatch, 3. januar
Foto: Folketinget/Fotograf Anders Hviid