Af: Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen bebudede regeringen i august, at manglen på arbejdskraft fremover er det styrende element i dansk politik.
Bagtæppet for det politiske kursskifte fra tilbagetrækningsreformer til fokus på arbejdsudbud er en udbredt mangel på arbejdskraft. Den private sektor mangler arbejdskraft over en bred kam fra faglærte til højtuddannede specialister. Samtidig kæmper den offentlige sektor med udbredt mangel i bl.a. de vigtige velfærdsfag, som f.eks. sygeplejersker og pædagoger.
Faktum er, at hele arbejdsmarkedet mangler arbejdskraft. Og at vi kigger ind i en strukturel mangel. Det er alvorligt, fordi arbejdskraft er vores råstof i Danmark. Derfor er manglen en trussel mod virksomheders vækst og mod en velfungerende offentlig sektor.
Men lad os også være ærlige. Det er komplekst. Det er ikke kun hanen med udenlandsk arbejdskraft, vi skal skrue på. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan løfte og styrke de ressourcer, vi allerede har i Danmark.
Erfarne medarbejdere
Først og fremmest er det nødvendigt, at vi gør det mere attraktivt for erfarne medarbejdere at blive længere på arbejdsmarkedet. På den svenske side af Øresund er f.eks. hele 77,9 pct. af de 55-64-årige på arbejdsmarkedet. Det viser tal fra Seniortænketanken. Selvsamme opgørelse viser, at det herhjemme blot gælder 70,7 pct. af de erfarne medarbejdere.
Når det kommer til de plus 65-årige er forholdet endnu mere i svensk favør. Tal fra Eurostat viser, at der forholdsmæssigt er næsten 30 pct. flere svenskere end danskere over 65 år, der er aktive på arbejdsmarkedet.
I finanssektoren har vi igennem flere år arbejdet målrettet på at fastholde erfarne medarbejdere, som ikke bare er guld værd for samfundsøkonomien, men i den grad også for den enkelte virksomhed. Vi er lykkedes med en vis succes.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at hver ottende medarbejder i finanssektoren ved udgangen af 2020 havde rundet de 60 år. Til sammenligning er det kun hver tiende medarbejder på det øvrige private arbejdsmarked, der er fyldt 60 år.
Opskriften er fokus på livsfaser, trivselstiltag, løbende kompetenceudvikling og et stort hensyn til den enkeltes behov.
Virksomhederne kan ikke løfte hele ansvaret alene. Det er også nødvendigt med politiske initiativer. Og her kan vi passende skæve til Sverige, der via muligheder for fleksible pensionsudbetalinger og et øget skattefradrag gør det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet. Og som har indført en lavere arbejdsgiverafgift for medarbejdere, der har rundet 65 år.
Det er oplagt, at vi indfører lignende initiativer i Danmark. Faktisk har regeringens Seniortænketank regnet sig frem til, at ca. 50.000 flere seniorer vil være i beskæftigelse i Danmark, hvis vores beskæftigelsesfrekvens for seniorer løftes til svensk niveau.
Sygefravær
Når vi taler arbejdsudbud kommer vi ikke uden om sygefravær. Heller ikke selvom emnet er komplekst, følsomt og konfliktfyldt.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at sygefraværet i den offentlige sektor i 2021 var 14,29 dage pr. fuldtidsansat. Til sammenligning var sygefraværet i den private sektor samme år 7,37 dage pr. fuldtidsansat. Med andre ord er sygefraværet i den offentlige sektor tæt på dobbelt så højt som i den private sektor.
Desværre findes der ikke en one-size-fits-all-model til nedbringelse af sygefravær, uanset om det er offentligt eller privat. Det er nemlig forskellige faktorer, der på kryds og tværs af sektorer og brancher ligger til grund for fraværet, f.eks. arbejdsforhold, arbejdsmiljø, ledelse, jobtyper, fysiske og psykiske belastninger.
Men vi kommer ikke uden om, at en reduktion af sygefraværet er en væsentlig kilde til øget arbejdsudbud. Et lavere sygefravær i den offentlige sektor vil afhjælpe rekrutteringsudfordringerne i det private og samtidig føre til mere velfærd i det offentlige, fordi udgifter til f.eks. vikarbrug og overarbejde forsvinder.
Alene en reduktion af sygefraværet i det offentlige, svarende til to dage, vil frigive et arbejdsudbud på 5.100 fuldtidsansatte.
Derfor er det oplagt, at regeringen indkalder arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om, hvordan vi kan øge arbejdsudbuddet gennem en reduktion af sygefraværet. Og så vi kan finde løsninger i fællesskab, der gør det mere attraktivt for erfarne medarbejdere at blive lidt længere på arbejdsmarkedet.
Kilde: Børsen, den 9. oktober 2023