DR løftede en væsentlig public service-opgave med TV-udsendelsen ”Den dag de fremmede forsvandt”. Udsendelsen viste med al ønskelig tydelighed bagsiden af flexicurity-modellen, nemlig at det ikke altid kan betale sig at arbejde i Danmark. Samtidig bidrog udsendelsen til et mere positivt billede af de mange udlændinge, der bidrager aktivt til det danske samfund.
Vi har et fantastisk socialt sikkerhedsnet i Danmark. Problemet er, at det har gjort en lang række lavtlønnede jobs uafsættelige til danskerne. Simpelthen fordi gevinsten ved at arbejde er for lav. Det betyder, at mange jobs må besættes af udlændinge, mens en stor gruppe danskere fortsat er på passiv forsørgelse.
Det er beskæmmende at se fuldt arbejdsdygtige ledige danskere afvise regulære jobtilbud med den begrundelse, at det ikke kan betale sig grundet modregninger i deres sociale ydelser. Ligeså beskæmmende er det, hvis systemet accepterer det og ikke konsekvent håndhæver, at modtagere af offentlig understøttelse reelt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Heldigvis er det ikke alle, der takker nej
Det danske samfund er et fællesskab, som holdes oppe af de, der bærer. Derfor skal vi være glade for, at nogle danskere faktisk tager de lavtlønnede jobs, selvom nettogevinsten er meget lav eller helt fraværende. Og vi skal være glade for de udlændinge, som udfylder vigtige jobfunktioner på arbejdsmarkedet, hvor vi ikke kan få danskere til det. Det er en væsentlig grund til, at vores understøttelsessystem kan fungere. Hvis ikke de lavtlønnede jobs blev besat af flittige danskere og udlændinge, og endnu flere foretrak passiv forsørgelse, ville systemet hurtigt blive uholdbart.
Derfor må noget forandres. Vi skal sikre, at det kan betale sig at tage et arbejde fremfor passiv forsørgelse, så flere arbejdsdygtige danskere har et incitament til at arbejde, blive selvforsørgende og dermed bidrage til fællesskabet.
Vi må derfor håbe, at medlemmerne i dagpengekommissionen så tv i går.