Beskæftigelsesministeren har fremsat tre forslag, som alle skal bidrage til ligestilling af det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø. Et af forslagene går ud på, at Arbejdstilsynet fremover skal kunne give påbud om, at virksomheden skal bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver til at løse problemer vedrørende virksomhedens psykiske arbejdsmiljø.
Arbejdstilsynet efterkommer ønske fra arbejdsgiverorganisationerne
På arbejdsgiverside er især FA og KL skeptiske over for konsekvensen af forslaget. Konsekvensen er nemlig, at man dermed fratager virksomhederne den mulighed, de har i dag, for selv - i samarbejde mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter - at løse egne problemer ved hjælp af den såkaldte "viljeevnehøring", suppleret af en tids- og handlingsplan.
Arbejdstilsynet har i første række besvaret en række spørgsmål fra FA og KL. Tilsynet har nu accepteret organisationernes ønske om ikke at skulle forholde sig til forslaget, før det foreligger et udkast til ny rådgivningsbekendtgørelse. Bekendtgørelsen forventes at beskrive de betingelser, der skal være opfyldt for, at tilsynet kan afgive rådgivningspåbud.
Ingen ændring på forsikringsområdet
FA har bl.a. spurgt Arbejdstilsynet, om ligestillingen vil påvirke de aftaler, som arbejdsmarkedets parter har indgået om at overtage håndhævelsen af reglerne om psykisk arbejdsmiljø efter arbejdsmiljølovens § 72 b. FA og DFL har indgået en sådan aftale i form af aftalen om trivsel og psykisk arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet har svaret, at ligesillingen ikke påvirker denne aftale. Det betyder, at der ikke sker nogen ændring på forsikringsområdet.