Det bliver fremover nemmere for landets universitetsstuderende at veksle mellem studieliv og arbejdsliv, studere på deltid via erhvervskandidatuddannelser eller tage en 1-årig akademisk overbygningsuddannelse.
Læs også: DEBAT: Alle vinder, hvis retskravet forlænges
Det står klart, da samtlige partier i Folketinget torsdag stemte for regeringens lovforslag om fleksible uddannelser.
”Det er en meget fremtidsorienteret aftale, som både skaber mere fleksibilitet i uddannelsesforløbet for de studerende og samtidig øger arbejdsudbuddet for virksomhederne. Samlet set styrker aftalen koblingen mellem universiteter og virksomheder. Det er meget positivt,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Læs også: FA: Positivt at minister vil udvide retskravet
Et centralt element i den nye lov er, at det såkaldte retskrav bliver udvidet til tre år.
I praksis betyder det, at studerende efter deres bacheloreksamen har mulighed for prøve kræfter med arbejdsmarkedet i op til tre år og stadig være garanteret en plads på deres overbygningsuddannelse.
Udvidelsen af retskravet blev bl.a. en realitet, da flere end 100 virksomheder, herunder mange finansvirksomheder, tilkendegav, at de er villige til at ansætte bachelorer.
Læs aftalen: Fleksible uddannelser til fremtiden