Fra august bliver orlovsreglerne ændret. Det betyder, at forældre til børn født fra og med den 2. august 2022 bliver omfattet af nye regler.
For forældre, som får børn før den 2. august 2022, gælder de hidtidige regler.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
De nye regler betyder, at begge forældre som udgangspunkt får 24 ugers orlov hver med ret til barselsdagpenge efter barnets fødsel.
To af ugerne er øremærket hver forælder og skal holdes i forbindelse med fødslen – præcist som begge forældre skal i dag.
For lønmodtagere bliver yderligere ni af de 24 uger øremærket og kan ikke overdrages til den anden forælder, mens de resterende 13 uger som udgangspunkt kan overdrages til den anden forælder.
Og fra den 1. januar 2024 bliver det muligt for LGBT+ familier at overdrage orlovsuger til sociale forældre og for soloforældre bliver det muligt at overdrage en del af orloven til et nærtstående familiemedlem.
FA holder webinar om de nye regler onsdag den 6. april. Læs mere her.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har aftalt med Finansforbundet og Forsikringsforbundet at drøfte, hvordan den nye barselsmodel påvirker reglerne i overenskomsterne. Drøftelserne skal efter planen finde sted i foråret.