Mandlige ansatte i landets banker og realkreditinstitutter tager længere og længere orlov, når familien bliver forøget. Det viser helt nye tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). Ifølge tallene brugte fædrene i 2014 i gennemsnit 31 arbejdsdage på orlov med deres nyfødte. Det er en stigning på knapt 20 procent i forhold til 2008.
Hos de bank- og realkreditsansattes arbejdsgiverforening ser man positivt på udviklingen:
”Det vidner jo om, at der i finanssektoren er en moderne kultur, hvor der ikke bliver løftet øjenbryn over, at mænd holder orlov, når de bliver fædre. Og det synes jeg bestemt er positivt,” siger Mariane Dissing, adm. dir. i FA.
Afgørende at familien har et reelt valg
Som led i overenskomstsaftalen, der trådte i kraft tilbage i april 2008, indgik FA en aftale med Finansforbundet, der forhøjede de mandlige ansattes ret til 12 ugers forældreorlov med fuld løn og pension fuldstændig på linje med mødrene.
Mariane Dissing mener, at netop den aftale er en medvirkende årsag til, at mændene tager længere orlov.
”Det er ikke afgørende for os, hvordan familierne vælger at fordele deres orlov mellem forældrene. Det blander arbejdsgiverene sig ikke i. Men vi synes, at det er afgørende, at medarbejderene og deres familier har et reelt valg. Derfor har vi skabt nogle rammer, der giver sektorens mandlige ansatte mulighed for at tage en god del af orloven uden, at det går hårdt ud over familiens økonomi,” siger hun.
Vigtig for fremtidens rekruttering
I praksis fordeler de barslende fædre deres orlov med en periode umiddelbart efter fødslen og en periode senere. Det betyder, at fædrenes fravær ofte er fordelt over to kalenderår. Derfor er den reelle længde af fædrenes orlovsperiode mere end de 31 arbejdsdage, som FA’s opgørelse viser. Opgørelsen er nemlig alene udtryk for det gennemsnitlige antal orlovsdage i et kalenderår.
”I fremtiden vil vi se en skærpet kamp om den veluddannede arbejdskraft på det vidensintensive arbejdsmarked, som finanssektoren er en del af. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fleksible og gunstige aftaler som f.eks. vores forældreorlov også i den forbindelse er en god investering for sektoren,” pointerer Mariane Dissing.
Sådan gjorde vi
For hvert år i perioden er mænds antal af fraværstimer med barsel summeret og delt med 7,4 timer, der er antallet af timer på en arbejdsdag for en fultidsansat. Derved er mænds barsel opgjort i fuldtidsfraværsdage med barsel. Antallet af mænds fuldtidsfraværsdage med barsel er derefter blevet delt med antallet af mænd, der har holdt barsel i samme år. På den måde beregnes det gennemsnitlige antal fuldtidsfraværsdage en mand har holdt barsel i det givne år. Tallet er det gennemsnitlige antal barselsrelaterede fraværsdage, en mand på barsel holder for året.