Ifølge en undersøgelse, som Berlingske Business offentliggjorde forleden, holder danske karrierekvinder fem gange så lang barsel som deres mænd. Tallene bygger på en rundspørge, som Berlingske har foretaget blandt 240 kvinder.
I finanssektoren haler mænd imidlertid ind på kvinder, når det kommer til forældreorlov. Det viser en opgørelse, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Ifølge tallene er mænds orlov steget med 29 procent i perioden fra 2007 til 2013 - fra syv uger til ni uger. I samme periode er kvinders brug af barsels- og forældreorlov faldet med fire procent fra 45 uger til godt 43 uger.
”Vi har de seneste år set en udvikling, hvor mandlige ansatte i finanssektoren holder længere forældreorlov end tidligere. Og det er en udvikling, som vi hilser velkommen, fordi vi mener, at balancen mellem privat- og arbejdsliv er vigtig. Det gælder ikke mindst for nybagte forældre,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
Ifølge Mariane Dissing kan en stor del af udviklingen tilskrives, at FA som led i den overenskomstaftale, der trådte i kraft tilbage i april 2008, indgik en aftale med Finansforbundet, som forhøjede de mandlige ansattes ret til 12 ugers forældreorlov med fuld løn og pension på linje med mødrenes. På Forsikringsforbundets område har de mandlige ansatte ret til 10 ugers forældreorlov.
”Set fra et rekrutteringsperspektiv er der heller ingen tvivl om, at gode barselsvilkår for både mænd og kvinder er en styrke,” siger Mariane Dissing.
Inspirationskilde for andre
Den udbredte brug af barselsorlov blandt mænd i finanssektoren har vakt opsigt i regeringskontorerne. Regeringen, der ønsker at fremme mænds brug af forældreorlov, har derfor inviteret flere finansvirksomheder med i et nyt samarbejdsprojekt. Projektet skal netop synliggøre gode eksempler på virksomheder, hvor mandlige ansatte anvender mulighederne for forældreorlov.
”Det er bestemt fint, hvis vores sektor kan tjene som inspirationskilde for andre brancher. Det vigtigste for os er dog, at den enkelte familie har mulighed for at vælge den løsning, der passer dem bedst,” siger Mariane Dissing.
Ifølge Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling tager fædre i Danmark omkring otte procent af orloven, mens tallet i Sverige og Island er henholdsvis 24 procent og 35 procent.