En ny analyse, som Copenhagen Economics har foretaget for Finansforbundet, viser, at 3.000 danske arbejdspladser i finanssektoren måske er på vej til udlandet. Det skriver Berlingske i dag.
Ifølge analysen er det især to faktorer, der er udslagsgivende for, at arbejdspladserne rykker uden for landets grænser: Det er dels manglen på IT-specialister, dels en stigning i den såkaldte lønsumsafgift.
Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) mener, at en fjernelse eller en reduktion af lønsumsafgiften vil have en effekt, men at udflytningen af arbejdspladser ikke vil stoppe helt, fordi lønniveauet i den danske finanssektor er højt.
”Den danske arbejdskraft er meget dyr i forhold til den udenlandske, man kan få med tilsvarende kompetencer. Også uden lønsumsafgiften. Det vil altid være en økonomisk og organisatorisk kalkule, når man placerer opgaverne,” siger hun til avisen.
Mariane Dissing peger også på manglen på især IT-specialister som en afgørende faktor.
”Det første skridt i den rigtige retning vil være at få sikret en arbejdsstyrke med flere IT-kompetencer. Jo flere, vi får uddannet i Danmark med de rigtige kompetencer, desto nemmere er det at beholde arbejdspladserne i landet,” siger Mariane Dissing til Berlingske.
Læs hele historien i Berlingske Business
Kilde: Berlingske, 1. december 2017