Et flertal i Folketinget har besluttet at sende 102 millioner kroner i retning af en række uddannelsesinstitutioner i perioden 2019-2022.
Penge er målrettet et øget optag på de såkaldte STEM-uddannelser, der er en fælles betegnelse for uddannelser indenfor områderne Science, Technology, Engineering og Mathematics.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er Mariane Dissing, adm. direktør, glad for det politiske fokus på STEM-uddannelserne.
”I finanssektoren oplever vi en konkret mangel på it-specialister, hvoraf mange kommer fra STEM-uddannelser. Derfor har vi i længere tid advokeret for, at det samlede optag på uddannelserne burde øges. Det er positivt, at det nu sker,” siger Mariane Dissing.
Ifølge en undersøgelse, som FA gennemførte tidligere i år blandt 111 virksomheder i finanssektoren, oplever 13 procent af virksomhederne en decideret mangel på it-systemudviklere og -programmører.
Kvalificerede ansøgere afvises i dag
Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at der årligt i perioden 2017-2019 i gennemsnit er afvist flere end 800 kvalificerede ansøgere på ikke-dimensionerede STEM-uddannelser.
”STEM-uddannelserne er kendetegnet ved, at de nyuddannede kommer lettere i job end på mange andre uddannelser. Derfor er det ærgerligt, når en ansøger, som lever op til alle adgangskravene, bliver afvist alene, fordi der ikke er pladser nok på en uddannelse. Det gør vi nu noget ved,” siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
Mariane Dissing er enig:
”Det er tudetosset, at kvalificerede ansøgere afvises på uddannelsesretninger, som erhvervslivet oplever mangel på. Det giver rigtig god mening at øge optaget så hurtigt som muligt.”
De 102 millioner kroner skal netop fordeles blandt de uddannelsesinstitutioner, som i perioden 2017-2019 har afvist kvalificerede ansøgere.
Pengene stammer fra aftalen om det nye bevillingssystem, der blev vedtaget i 2017. Bag aftalen står regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.