Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er med, når Ungdommens Folkemøde løber af stablen i Valby Parken 8.-9. september.
Det endelige program for FA’s telt er endnu ikke helt på plads, men det ligger fast, at det vil være muligt for folkemødets deltagere at møde repræsentanter for flere finansvirksomheder i teltet.
Derudover holder FA under overskriften ’Finansiering af den bæredygtige fremtid’ en konkurrence, hvor to klasser fra Københavns Private Gymnasium dyster mod hinanden i et setup, der minder om tv-programmet ’Løvernes Hule’.
Hver klasse fremlægger et gennemarbejdet forslag til en bæredygtig investering for et panel af investorer, der efterfølgende afgør, hvem der vinder. Formålet er at gøre alle klogere på bæredygtige investeringer. I panelet sidder Katrine Lee, CPH Cartel, Birgitte Søgaard, Finans Danmark, og Nadeem Farooq, FA.
FA er også vært ved et større sceneindslag, der zoomer ind på sammenhængen mellem grøn omstilling og vækst. Her vil Niels Fibæk-Jensen, Matter Pension, og Anne Thomassen, Den Grønne Investeringsfond, tale om finansieringen af den grønne omstilling.
Ungdommens Folkemøde er en demokratifestival, der i sin form minder om Folkemødet på Bornholm, dog i mindre skala. Målet er, at unge kan debattere og blive klogere på forskellige emner om samfundet og samtiden. Derfor er der masser af workshops, sceneindslag og dialog på mødet, som skal styrke unges demokratiske selvtillid.
Spørgsmål kan rettes til Anita De Jesus i FA via mail acp@fanet.dk