Igen i år deltager FA på Folkemødet på Bornholm, der skydes i gang torsdag den 15. juni og slutter søndag den 18. juni. Som tidligere år deler FA telt med Finans Danmark og Finansforbundet.
FA har tre arrangementer på Folkemødet, der alle stiller skarpt på fremtidens arbejdsmarked.
De tre arrangementer er:
Hvordan kan socialt ansvar medvirke til overskud på bundlinjen?
Torsdag den 15. juni, kl. 14.30-15.45 i Finansteltet G24
En stor del af den politiske samtale har de senere år handlet om, hvordan arbejdsmarkedet kan sikres tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Samtidig har nogle samfundsgrupper svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det gælder eksempelvis flygtninge og handicappede personer. Det er et paradoks. Kom og hør erhvervsledere, politikere og fagfolk debattere, hvordan virksomheder og organisationer kan inkludere alle grupper på fremtidens arbejdsmarked, så det også giver mening for bundlinjen.
Hvordan skal og kan ledere navigere på fremtidens arbejdsmarked?
Fredag den 16. juni, kl. 11.30-12.45 i Finansteltet G24
Fremtidens ledere skal navigere i et vanskeligt farvand. Teknologien flytter grænserne for medarbejdernes arbejdstid og -plads, de eksterne stakeholdere bliver mere krævende, og de kommende generationer har et helt andet syn på, hvad der karakteriserer god ledelse. Kom og hør en fremtidsforsker fortælle om vilkårene for ledelse på fremtidens arbejdsmarked. Og oplev erhvervsliv, fagfolk og fagbevægelse debattere, hvordan udfordringen bør gribes an.
Hvordan sikrer vi et fortsat holdbart arbejdsliv?
Lørdag den 17. juni: kl. 13.30-14.15 i Finansteltet G24
Teknologien forandrer den måde, vi arbejder og lever på. Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, vi skal agere i en mere og mere global konkurrence, og vi skal håndtere stadig højere og konstante krav til kompetencer og forandringsparathed m.m. Det rejser spørgsmålet: Hvordan skaber vi et fortsat holdbart arbejdsliv midt i stormvejret? Og oplev erhvervsliv, fagbevægelse og eksperter debattere spørgsmålet.
Foto: Joshua Tree Photography/Folkemoedet.dk