Siden 2010 er der forsvundet mere end 4.000 rådgiverstillinger fra landets penge- og realkreditinstitutter.
Det viser en helt ny opgørelse over udviklingen i antallet af rådgivere, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har lavet på baggrund af indberetninger fra sine medlemsvirksomheder.
”Det er især de mere simple rådgiverfunktioner, der er forsvundet. Det er typisk funktioner, hvor de fleste kunder i dag selv løser opgaven via deres egen mobilbank, og det har betydet, at en række rådgiverfunktioner ikke længere efterspørges af kunderne,” siger Nicole Offendal, adm. direktør i FA.
Opgørelsen dækker perioden 2010-2020 og viser konkret et fald i antallet af rådgivere fra ca. 22.000 til ca. 17.900.
Stigende kompleksitet
Opgørelsen viser også, at rådgiverfunktionen er blevet mere specialiseret.
Samlet set er andelen af storkunde- og specialrådgivere steget fra 14 til 16 procent og andelen af privat- og erhvervsrådgivere fra 63 til 65 procent af den samlede rådgivergruppe.
”Kompleksiteten i rådgiverfunktionerne er steget det seneste årti i takt med, at der er blevet skruet op for den internationale og nationale regulering. Også kundernes forventninger er steget. Den stigende kompleksitet stiller større krav til kunderådgivningen, og det har presset kompetencekravene i vejret,” siger Nicole Offendal.
De stigende kompetencekrav har betydet, at rådgiverne i dag har længere uddannelser og andre profiler end tidligere. Og det har skabt rekrutteringsudfordringer for bankerne.
”Vores tal viser, at 4 ud af 10 banker har rekrutteringsudfordringer, når det kommer til rådgivere. En af årsagerne er, at finanssektoren i dag konkurrerer med en lang række andre sektorer om den samme arbejdskraft,” siger Nicole Offendal.
Samlet set er antallet af rådgivere faldet fra at udgøre 42 procent af de ansatte i penge- og realkreditinstitutterne i 2010 til at udgøre 38 procent i 2020.