Karsten Breum (49), HR-direktør i Danske Bank, er ny formand for Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). Det står klart, efter at FA’s bestyrelse i dag konstituerede sig i kølvandet på foreningens ordinære generalforsamling.
”Det seneste år har FA udviklet sin medlemsservice markant. Den linje skal vi fortsætte og udvikle, så vores indsats afspejler medlemsvirksomhedernes behov. Det arbejde glæder jeg mig til at stå i spidsen for,” siger Karsten Breum.
Den første store opgave for den nye formand bliver de kommende overenskomstforhandlinger på det finansielle arbejdsmarked.
Forhandlingerne starter umiddelbart efter nytår og omfatter 161 virksomheder og ca. 52.300 medarbejdere i finanssektoren.
”Vi står i en situation med høj inflation kombineret med mangel på arbejdskraft og generel økonomisk usikkerhed. Derfor påhviler der os et ekstra stort ansvar for at indgå ansvarlige overenskomster, der ikke smider benzin på bålet. Der er ingen tvivl om, at det bliver historisk udfordrende forhandlinger,” siger Karsten Breum.
Karsten Breum tiltræder formandsposten i dag og afløser Mads Skovlund Pedersen, bankdirektør i Nordea, på posten, mens Sanne Fredenslund, bankdirektør i Nordea, er ny næstformand for FA’s bestyrelse.
”Karsten og Sanne har begge et dybt indblik i det finansielle arbejdsmarked, et stort netværk i sektoren og masser af visioner. Det er en rigtig stærk bagage, som utvivlsomt vil komme vores medlemsvirksomheder til gavn. I sekretariatet glæder vi os til samarbejdet,” lyder det fra Nicole Offendal, adm. direktør i FA, der takker Mads Skovlund Pedersen for hans indsats for FA.
”Mads har i sine tre år som formand stået i spidsen for en udvikling, hvor FA har løftet sin medlemsservice og samtidig spillet en stadig større rolle i den offentlige debat om det finansielle arbejdsmarked. Det er et stærkt fundament, som vi står på, og som vi vil bygge videre på,” siger Nicole Offendal.
Efter dagens konstituering ser FA’s bestyrelse således ud:
Karsten Breum, HR-direktør Danske Bank, formand
Sanne Fredenslund, bankdirektør Nordea, næstformand
Lars Frank Jensen, bankdirektør Kreditbanken
Lars Møller Kristensen, bankdirektør Djurslands Bank
Else Guldager, HR-direktør Sydbank
Claus Kappel Christensen, HR & kommunikationsdirektør Alm Brand Group
Louise Hørdum, koncerndirektør Topdanmark
Lars Bonde, koncerndirektør Tryg
Trine Ahrenkiel, HR- & kommunikationsdirektør Nykredit
Jesper Nielsen, adm. direktør BEC
Blå bog Karsten Breum
Karsten Breum er gift, far til to børn og bosat nord for København. Han er uddannet cand.merc. fra Aarhus Universitet (1998) og Executive MBA fra University of Chicago (2011).
Fra 1998 til 2014 var Karsten Breum ansat i forskellige stillinger i A.P. Møller-Mærsk koncernen. I perioden fra 2014 til 2020 var Karsten Breum HR-direktør i transport- og logistikvirksomheden Panalpina, Schweiz. I 2020 blev Karsten Breum udnævnt til HR-direktør i Danske Bank. Han indtrådte samme år i FA’s bestyrelse som næstformand.
Karsten Breum varetager derudover en række bestyrelsesposter, bl.a. formandsposten i Bikubens Pensionsfond.
I forbindelse med generalforsamlingen har FA offentliggjort sin årsberetning, der kan hentes her.