Ansatte i finanssektoren er i langt mindre grad udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end lønmodtagere generelt. Det slår den nye store undersøgelse ”FTF’ernes psykiske arbejdsmiljø” fra hovedorganisationen FTF fast.
Undersøgelsen konkluderer, at 5 procent af danske lønmodtagere indenfor det seneste år har været udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen, mens det kun gælder for én enkelt procent af medarbejderne i brancheområdet Privat service, som finanssektoren hører under.
Tallene kommer ikke bag på Hans Jørgen Steffensen, der er arbejdsmiljøchef i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Vi har stort set ingen sager om seksuel chikane på arbejdspladserne. Det er meget sjældent, at vi hører om den slags episoder, så FTF’s konklusion overrasker mig ikke,” siger Hans Jørgen Steffensen.
Hans Jørgen Steffensen understreger, at han er glad for, at det netop er FTF, som har gennemført undersøgelsen.
”Når vi fortæller om det lave antal sexchikane-sager, får vi sommetider at vide, at der er et stort mørketal, fordi medarbejdere af forskellige årsager vælger ikke at gå videre med sagen. Denne undersøgelse er imidlertid gennemført af fagbevægelsen (FTF, red.), og deltagerne er anonyme, så hvis der var et mørketal, havde undersøgelsen kastet lys over det.”
I undersøgelsen er de forskellige brancheområder under FTF opdelt i: Myndighedsarbejde, Dag- og døgninstitutioner, Privat service, Sundhedssektoren og Undervisning.
Finanssektoren hører under brancheområdet Privat service, der tæller medlemmer af Finansforbundet, Forsikringsforbundet, Prosa og Konstruktørforeningen.
I alt har 9.641 FTF’ere i alderen 18-64 svaret på undersøgelsens spørgeskema. 1.807 personer har deltaget i undersøgelsens sammenligningsgrundlag ”Lønmodtagere generelt”.