Finanssektoren er den hovedbranche på arbejdsmarkedet, hvor færrest ansatte bliver syge af at gå på arbejde.
Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der tidligere hed Arbejdsskadestyrelsen og som træffer afgørelser efter arbejdsskadeloven.
I sin årsstatistik for 2017 opgør AES antallet af anerkendte erhvervssygdomme pr. 1000 beskæftigede.
I finanssektoren var det tal 0,4 i 2017, hvilket er det absolut laveste på arbejdsmarkedet, hvor gennemsnittet er 2,0 anerkendte erhvervssygdomme pr. 1000 beskæftigede.
Tallene kommer ikke bag på Hans Jørgen Steffensen, der er arbejdsmiljøchef i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Der er ingen tvivl om, at der er en positiv sammenhæng mellem medarbejdernes trivsel og virksomhedernes bundlinje. Ligesom der heller ikke er tvivl om, at kombinationen af et godt arbejdsmiljø og gode arbejdsvilkår er en stor styrke i kampen om talenterne,” siger han og fortsætter:
”Det er nogle af årsagerne til, at finansvirksomheder over en bred kam har indsatsen for et sundt arbejdsmiljø højt på deres prioriteringsliste. Og det er netop den indsats, som vi kan aflæse i tallene, som også passer ind i mønstret med et relativt lavt sygefravær i finanssektoren. ”
I alt blev 29 erhvervssygdomme anerkendt i finanssektoren sidste år, viser tallene fra AES, som også viser, at antallet af anmeldte erhvervssygdomme i sektoren faldt fra 215 i 2016 til 189 i 2017, hvilket er laveste niveau siden 2011.
For både anmeldte og anerkendte erhvervssygdomme er psykiske sygdomme og lidelser den hyppigste diagnose.