Politisk chefrådgiver
Muligheden for en ekstra ugentlig hjemmearbejdsdag virker tillokkende på danskerne.
I en ny undersøgelse svarer 45 procent af de beskæftigede, at de er villige til at øge afstanden til deres arbejdsplads, hvis de får mulighed for en ekstra ugentlig hjemmearbejdsdag, mens kun 19 procent svarer, at de ikke vil øge afstanden til deres arbejdsplads, hvis de får en ekstra hjemmearbejdsdag.
Vil pendle længere
Ifølge undersøgelsen er de danskere, der er villige til at øge afstanden mellem bopæl og arbejdsplads, villige til at pendle yderligere 48 km (retur) for en ekstra hjemmearbejdsdag. Til sammenligning var den gennemsnitlige pendlerafstand for en beskæftigede 43 km pr. dag i 2018 ifølge Danmarks Statistik.
Kilde: Voxmeter og FA
Ifølge Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), vil øget mobilitet på arbejdsmarkedet kunne medvirke til at styrke balancen mellem land og by.
”Med større udbredelse af hjemmearbejde vil landet blive bundet stærkere sammen, fordi virksomheder kan rekruttere arbejdskraft fra et større geografisk område, når medarbejderne er villige til at søge job længere væk fra hjemmet,” siger Mariane Dissing og fortsætter:
”Det betyder også, at fx børnefamilier, der bor og arbejder i de større byer, men som har en drøm om et hus udenfor byen, får bedre muligheder for at realisere drømmen, når barrieren med at pendle frem og tilbage reduceres. Derfor er der for mig ingen tvivl om, at fremtidens digitale arbejdsmarked kan medvirke til at styrke balancen mellem land og by og skabe vækst i hele Danmark.”
Større arbejdsudbud og færre flaskehalse
Tallene viser også, at den øgede villighed til at arbejde længere væk fra bopælen gør sig gældende i hele landet.
”I øjeblikket er beskæftigelsen i visse landsdele udfordret, ikke mindst indenfor de vidensintensive områder. Derfor er det er positivt, at den geografiske mobilitet kan øges med mere hjemmearbejde. Det sikrer et større arbejdsudbud og modvirker samtidig flaskehalse på arbejdsmarkedet, fordi balancen mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft styrkes,” siger Mariane Dissing.
Undersøgelsen er gennemført fra 5. februar til 15. februar 2021 blandt 1.062 respondenter og er repræsentativ for danskere i beskæftigelse.
Så langt er de beskæftigede villig til at øge afstanden (enkelvej) mellem hjem og arbejdsplads, hvis de får en ekstra ugentlig hjemmearbejdsdag
1-10 km: 10,8 procent
11-20 km: 11 procent
21-30 km: 10,5 procent
31-40 km: 4,5 procent
41-50 km: 3,4 procent
Mere end 50 km: 4,3 procent
18,7 procent angiver, at en ekstra hjemmearbejdsdag ikke vil øge deres villighed til at tage et arbejde længere væk fra bopælen, mens 31,4 procent angiver, at deres arbejde kræver fysisk tilstedeværelse. Gruppen af ’ved ikke’ tæller 5,4 procent.
Kilde: Voxmeter og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), februar 2021