Et nyt sæt anbefalinger og forslag fra det midlertidige arbejdsmiljøudvalg skal skabe større klarhed om roller og regler i arbejdsmiljøindsatsen.
Anbefalingerne, der blev offentliggjort mandag, sigter bl.a. på at:
- Fremme arbejdsmiljøet som et strategisk element for virksomheder
- Styrke samarbejdet om arbejdsmiljøarbejdet fx ved at tydeliggøre roller og regler i arbejdsmiljøorganisationen
- Gøre organiseringen af samarbejdet om arbejdsmiljø mere fleksibel og effektiv
- Justere reglerne om arbejdsmiljøkompetencer, så der fx tilbydes netbaserede virtuelle kurser på arbejdsmiljøuddannelsen.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) hilser Katja Brunbjerg Muff, underdirektør med ansvar for bl.a. arbejdsmiljø, anbefalingerne velkommen.
”Anbefalingerne trækker bestemt i retning af mere fleksible rammer for arbejdsmiljøarbejdet. Og det er den rigtige retning, selvom vi gerne have set, at virksomheder og medarbejdere fik endnu videre rammer til at indgå aftaler om den lokale arbejdsmiljøindsats,” siger hun.
Anbefalingerne skal nu behandles politisk.
AMO-udvalget
Det midlertidige arbejdsmiljøudvalg, AMO-udvalget, blev nedsat i kølvandet på arbejdsmiljøforliget i 2019. Opdraget er bl.a. at komme med en række anbefalinger, der kan danne grundlag for en ny samlet bekendtgørelse om systematisk arbejdsmiljøarbejde. Udvalget består af eksperter, repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og fra Beskæftigelsesministeriet.