Danskere, der er bosat i udlandet, men arbejder i Danmark, bliver berørt af de nye rejserestriktioner.
Konkret skal personer, der pendler fra udlandet til en arbejdsplads i Danmark, nu have en negativ corona-test, som ikke må være over en uge gammel. Testen kan være en såkaldt hurtigtest.
Ifølge Claus Ryde, seniorkonsulent i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), vil restriktionerne berøre finansansatte i Danmark.
”Vi ved, at der især i hovedstadsområdet er ansatte, der er bosat i Sverige. Ligesom der i grænselandet er finansansatte, som bor privat på den tyske side af grænsen, men arbejder i Danmark. Og de grupper bliver berørt,” siger Claus Ryde, der dog skønner, at udfordringen er begrænset:
”Finansvirksomhederne følger regeringens opfordring om at anvende hjemmearbejde i videst muligt omfang. Derfor arbejder langt de fleste ansatte hjemmefra, men der kan naturligvis være ansatte, som arbejder i kritiske funktioner og er grænsependlere. De bliver berørt af kravet om test.”
Indrejse til Danmark for at deltage i et forretningsmøde anses i de nye rejserestriktioner ikke for at være et anerkendelsesværdigt formål. Restriktionerne er indført for at begrænse covid-19-smittespredningen og gælder foreløbigt frem til og med 17. januar.
Spørgsmål kan rettes til FA’s jurister på telefon 3391 4700 eller via mail fa@fanet.dk