Blandt lønmodtagere på det private arbejdsmarked er 31 procent af de beskæftigede 50 år eller derover, men i landets penge- og realkreditinstitutter er hele 4 ud af 10 rådgivere minimum 50 år, faktisk er 10 procent af rådgiverne 60 år eller mere.
Det viser en ny opgørelse, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har lavet.
”Det er et udtryk for flere ting. Først og fremmest er det et udtryk for, at sektorens arbejdspladser er attraktive også for meget erfarne medarbejdere, og at vi i sektoren har et stort fokus på at kompetenceudvikle medarbejdere igennem hele deres arbejdsliv,” siger Nicole Offendal, adm. direktør i FA.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Andel rådgivere, der er 50 år eller derover
”Det er vigtigt for virksomheder at fastholde de erfarne medarbejdere, fordi de netop qua deres viden og erfaring ofte er rigtige gode til at finde de rigtige løsninger i komplicerede sager,” tilføjer Nicole Offendal.
Gennemsnitsalderen for alle medarbejderne i penge- og realkreditinstitutterne er 43,8 år.