En helt ny analyse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) viser, at uddannelsesniveauet i finanssektoren er steget markant siden 2007. Dengang havde 30 procent af medarbejderne en videregående uddannelse, i dag er det hele 48,6 procent.
Ifølge Mariane Dissing, adm. direktør i FA, vil udviklingen fortsætte.
”Udviklingen har de seneste år peget i retning af, at vi samlet set bliver færre medarbejdere i finanssektoren, samtidig med at vi rekrutterer flere medarbejdere med videregående uddannelser. Tidligere lærte de ansatte i sektoren håndværket først for dernæst at bygge oven på med teori. I dag er det omvendt. Og derfor bliver sektoren mere og mere vidensintensiv,” siger Mariane Dissing.
Tal fra FA viser, at det især er medarbejdere under 35 år, der har en videregående uddannelse. To ud af tre af medarbejderne i den aldersgruppe har en videregående uddannelse. Til sammenligning har kun én ud af fem af medarbejderne på 55 år og derover en videregående uddannelse.