”Det kan være guld værd for en virksomhed, når deres rådgiver hjælper dem og guider dem i forhold til bæredygtighed,” siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet, der har taget initiativ til uddannelsen.
Kent Petersen fortsætter:
”Bæredygtig omstilling handler både om udviklingen af vores samfund som helhed, men så sandelig også om fremtidssikringen af den enkelte virksomhed og den konkrete forretningsmodel. For en virksomhed er erhvervsrådgiveren derfor en af de sparringspartnere, der er tættest på til at kunne inspirere til en dialog om nye muligheder og risici,” siger Kent Petersen.
Skaber værdi
Når erhvervsrådgiverne skal tale bæredygtighed med kunderne, kan det konkret dreje sig om fx ny regulering, energieffektivisering, nye standarder for produktionen, krav til værdikæden, mulighed for støtteordninger og grønne puljer.
Det skaber værdi, for uanset hvor langt erhvervskunderne er med arbejdet, kommer de ikke udenom at forholde sig til bæredygtighedsdagsordenen.
”Finanssektoren har et medansvar for at bidrage til den grønne omstilling, men også en unik mulighed for at gøre det. Sektorens rådgivere er hver eneste dag i dialog med kunder landet over. Og i den dialog bidrager rådgiverne proaktivt med løsninger og forretningsmuligheder for kunderne i relation til den grønne omstilling,” siger Nadeem Farooq, kst. adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Første kurser starter i november
På Finanssektorens Uddannelsescenter, der faciliterer uddannelsen, har man kørt et pilot-projekt for at sikre, at niveauet på kurset rammer rigtigt.
”Bæredygtighed er mange ting, og der er uendelig mange områder, man kan arbejde med. Vi har haft fokus på at finde en balance. På den ene side skal erhvervsrådgiveren være klædt ordentligt på til dialogen – på den anden side skal de ikke sætte sig ind i alting på én gang, for så mister de overblikket,” siger Søren Laursen, adm. dir. på Finanssektorens Uddannelsescenter.
Pilot-projekt
På pilot-projektet har erhvervsrådgivere fra 12 forskellige pengeinstitutter deltaget med hver deres motivation og begrundelse. Én af dem er Camilla Lund, der er souschef i Jutlander Bank.
”Vi vil være sparringspartner med vores virksomheder – og det vil vi selvfølgelig også på det her område. Mit mål med at være her er at få nogle redskaber til at tage dialogen, så vi spørger til de rigtige ting og skaber værdi for erhvervskunderne, uanset om de er langt i arbejdet med bæredygtighed, eller det er helt nyt for dem,” siger hun.
Bag pilotprojektet og det nye kursusudbud står Finansforbundet, Finanssektorens Uddannelsescenter og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) med opbakning fra Finans Danmark og Lokale Pengeinstitutter (LOPI).
Fakta om forløbet
På forløbet ”Bæredygtig kundedialog - erhverv” får erhvervsrådgiveren:
- En grundlæggende viden om bæredygtighed og kompetencer til at anvende denne viden i kundedialogerne.
- Praktiske redskaber og modeller, som kan bruges til rådgivning af SMV’er.
- Mulighed for at træne de nye færdigheder i praksis.
Forløbet klæder erhvervsrådgiveren på til at stille spørgsmål, starte dialoger og give rådgivning til SMV’er om forskellige aspekter af bæredygtighed – fx klima- og ESG-rapportering, verdensmål og cirkulær økonomi.
Forløbet er en del af Finanskompetencepuljen, hvilket betyder, at hovedparten af finanssektorens medarbejdere kan deltage gratis.
Pt. er der planlagt fire hold. De første to hold starter 8. november i Jylland og 17. november på Sjælland.