Fra august i år og frem til årsskiftet 2021/22 kan ledige ufaglærte og faglærte tage en erhvervsuddannelse og få op til 110 procent i dagpenge, hvis de opfylder en række betingelser.
Det foreslår regeringen i et nyt udspil.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) mener adm. direktør, Mariane Dissing, at regeringens udspil sætter den rigtige retning, men at det bør favne flere grupper på arbejdsmarkedet end udelukkende ufaglærte og faglærte.
”Der er andre grupper end ufaglærte og faglærte, der er blevet ledige grundet corona-krisen. Derfor er det skævvridende, at regeringen kun vil give nogle ret til et uddannelsesløft med ekstra dagpenge. Som minimum bør rettigheden til relevant uddannelse også omfatte ledige med korte og mellemlange videregående uddannelser,” siger Mariane Dissing.
Ifølge FA-direktøren er det oplagt, at især uddannelsesforløb, der styrker de digitale kompetencer, kommer med på listen over uddannelser, der giver ekstra dagpenge.
”Jeg hæfter mig også ved, at regeringen foreslår, at et tværministerielt arbejde skal vurdere, hvordan efter- og videreuddannelser kan styrkes som led i den grønne omstilling. I finanssektoren har vi allerede taget hul på den opgave. Fx er vi i gang med en kortlægning af, hvilke uddannelsesbehov sektorens medarbejdere har i forhold til rådgivning indenfor bæredygtighed,” siger Mariane Dissing.
Regeringen vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger om udspillet på denne side af sommerferien.