Som et led i OK20-aftalerne, der trådte i kraft 1. april i år, blev det aftalt at nedsætte to centrale trivselsudvalg, ét for Finansforbundets område og ét, som dækker forsikringsoverenskomsten.
Begge udvalg er nu sat i søen og har holdt deres første møder. Det fortæller Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Trivsel er et vigtigt område for både medarbejdere og virksomheder. Det er et område, hvor vi deler ambitionen om at bevare en høj trivsel i sektoren, men måske ikke altid har samme syn på vejen derhen. Vi har holdt opstartsmøder i begge udvalg. De har været meget konstruktive, og jeg glæder mig til det videre arbejde,” siger hun.
Trivselsudvalget på Finansforbundets område skal bl.a. komme med fælles anbefalinger til virksomheder og tillidsvalgtes arbejde med trivsel, mens udvalget på forsikringsområdet bl.a. skal sætte konkrete initiativer om psykisk arbejdsmiljø og trivsel i gang.
Begge udvalg mødes tre til fire gange om året.
Spørgsmål om trivselsudvalgene kan rettes til Morten Holm Bundgaard, arbejdsmiljøchef i FA, på 3338 1622.