Tirsdag eftermiddag blev regeringen og Dansk Folkeparti (DF) enige om en ny pensionsaftale.
”På lange stræk er det en fornuftig aftale, der gør det mere attraktivt for flere at udskyde pensionstidspunktet en smule, samtidig med at incitamentet til selv at spare op til sin egen alderdom styrkes. Spørgsmålet er, om aftalen er tilstrækkelig, og her har jeg min tvivl,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Aftalen indebærer blandt andet, at det bliver muligt at få udbetalt sine efterlønsbidrag skattefrit, hvis man frasiger sig muligheden for at gå på efterløn. Derudover bliver det mere fleksibelt at få udbetalt sin folkepension på et senere tidspunkt, hvis man vælger at arbejde efter folkepensionsalderen. Endelig vil partierne afsætte en pulje på 2,4 mia. kr. til reduktion af beskatningen af pensionsindbetalinger.