Det er en god nyhed, at regeringen og Venstre i går nåede til enighed om en rammeaftale for fremtidens beskæftigelsesindsats, som indebærer en række fornuftige udgangspunkter for forhandlingerne med de øvrige partier i forligskredsen.
Det drejer sig om, at den nuværende organisationsstruktur på beskæftigelsesområdet fastholdes uændret, at der indføres hyppigere samtaler tidligt i ledighedsperioden, at uddannelse i beskæftigelsessystemet målrettes mod jobåbninger på arbejdsmarkedet, at dialogen mellem virksomheder og jobcentre styrkes, og at der gennemføres en refusionsomlægning, som skal understøtte en effektiv beskæftigelsesindsats.
Regeringens beskæftigelsesudspil
Det giver dog anledning til en vis bekymring, at rammeaftalen samtidig indebærer, at forhandlingerne også skal tage afsæt i regeringens udspil "Vejen til varig beskæftigelse - den enkelte i centrum".
Udspillet har nemlig alt for lidt fokus på arbejdsmarkedets og virksomhedernes behov, som burde være udgangspunktet for en mere effektiv beskæftigelsesindsats. Udspillet lægger også op til at skabe kraftige incitamenter til langvarige, generelle uddannelsesforløb for ufaglærte og faglærte, som dokumenteret er blandt de midler, som virker ringest i beskæftigelsesindsatsen og har en tendens til at forlænge ledigheden. Endelig sigter regeringens udspil mod, at a-kasserne får monopol på de stærke ledige i de første 6 måneder af ledighedsperioden.
Det er derfor fortsat noget uklart, hvordan fremtidens beskæftigelsesindsats kommer til at se ud. Men i lyset af regeringens udspil må rammeaftalen siges at være en positiv udviklnig.
"Det er glædeligt, at der nu er skabt et mere fornuftigt udgangspunkt for de kommende forhandlinger om fremtidens beskæftigelsesindsats. Det er dog stadig uklart, hvor de politiske forhandlinger ender. Jeg vil opfordre forligspartierne til at tage udgangspunkt i virksomhedernes behov for arbejdskraft, så hele beskæftigelsesindsatsen i langt højere grad bliver drevet af efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Det gælder ikke mindst den efterspørgsel, som kommer fra de videnstunge virksomheder i fx finanssektoren. Beskæftigelsessystemet bør indrettes, så det også udgør et attraktivt tilbud for denne del af arbejdsmarkedet og dermed også for ledige med videregående uddannelser."
Mariane Dissing, Adm. dir. FA