Sagen drejede sig om en medarbejders (herefter A) krav på bonus efter to forskellige bonusordninger - dels en generel bonusordning gældende for alle medarbejdere i Alm. Brand Bank A/S, Markets-afdelingen, og dels en partnerbonusordning, som kun omfattede 12 nøglemedarbejdere i Markets, herunder A. Sagen om A var anlagt af DJØF som prøvesag for en række medarbejdere omfattet af de to bonusordninger.
Begge bonusordninger var efter bonusaftalerne helt eller delvis baseret på "årets resultat før skat" i Markets-afdelingen - med præcisering af, at det "interne regnskab i CFO" udgjorde beregningsgrundlaget. CFO er bankens økonomisystem, hvor alle indtægter og udgifter bogføres, afstemmes og godkendes af intern og ekstern revision. Resultatet heraf indgår hvert år i koncernens officielle regnskab.
Kravene på bonus vedrørte kalender- og regnskabsårene 2009 og 2010. I 2009 blev Markets-afdelingen, i konsekvens af finanskrisen, omorganiseret, hvilket betød, at en afdeling blev lukket. I den forbindelse blev en del medarbejdere opsagt, lejemål blev opsagt, og goodwill på en tidligere tilkøbt virksomhed måtte anses for tabt. Det betød, at årets resultat i Markets blev påvirket af nedskrivning på goodwill og af, at udgifter til opsagte medarbejdere og lejemål blev periodiseret til 2009 - i alt med af- og nedskrivninger af en størrelsesorden på mere end 70 millioner kroner til følge.
Det betød i forhold til bonusaftalerne, at kravene til årsresultater ikke var nået - og dermed, at der ikke kom bonus til udbetaling. Det gjaldt både for den generelle bonusordning og for partnerbonusordningen - og både for 2009 og for 2010, idet negativ overskudsandel efter aftalerne skulle overføres til det efterfølgende år, her 2010.
Herudover havde A rejst krav på bonus opgjort på grundlag af sin egen løbende opgørelse over indtægter og udgifter, som viste et resultat, der var 22 millioner kroner højere end resultatet i CFO-systemet.
Parternes uenighed
Parternes uenighed drejede sig 1) om, hvorvidt de nævnte af- og nedskrivninger med rette kunne påvirke regnskabsresultatet og dermed bonusgrundlaget, herunder om hvorvidt funktionærlovens § 17 a beskytter herimod, og 2) om, hvorvidt "det interne regnskab" var CFO-regnskabet - eller om det var den løbende opgørelse, som Markets selv havde lavet.
A's synspunkt
A var enig i, at samtlige udgiftsposter regnskabsmæssigt var behandlet korrekt. A mente imidlertid, at det var i strid med funktionærlovens § 17 a, herunder et forventningssynspunkt, hvis bonusgrundlaget kunne påvirkes af betydelige og ikke forventelige af- og nedskrivninger med den konsekvens, at der for de pågældende år ikke blev udbetalt bonus. Med hensyn til opgørelsen af indtægter og udgifter i øvrigt var det A's opfattelse, at den opgørelse, som han selv udarbejdede løbende, var den korrekte, og at han havde dokumenteret, at en række posteringer var forkert placeret.
Alm. Brand Banks synspunkt var, at både bonusaftalernes ordlyd og indhold udtrykte, at "årets resultat" var det afgørende, og at de forskellige af- og nedskrivninger med rette havde påvirket det regnskabsmæssige resultat. Funktionærlovens § 17 a beskytter ikke denne situation, og A havde heller ikke dokumenteret en forventning om, at der skulle ses bort fra de pågældende udgifter. Med hensyn til, hvilket regnskab der skulle bruges, var det bankens opfattelse, at der kun fandtes ét regnskab - og det var CFO-regnskabet. A havde ikke løftet sin bevisbyrde for det modsatte - og heller ikke for, at der var fejlposteret i det interne regnskab. Hertil kom, at det efter bankens opfattelse havde formodningen imod sig, at A kunne udarbejde det regnskab, hvoraf hans egen bonus skulle beregnes.
Højesterets dom
Højesteret har stadfæstet Sø- og Handelsrettens dom - i det hele i overensstemmelse med FA's synspunkter: Bonusgrundlaget i form af "årets resultat før skat" udgøres af alle regnskabsperiodens indtægter og omkostninger, herunder afskrivninger, nedskrivninger og hensættelser af forpligtelser, og parternes aftale herom er ikke i strid med funktionærlovens § 17 a. Højesteret har i den forbindelse præciseret, at funktionærlovens § 17 a giver en funktionær "krav på en i forhold til sin ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel af ydelsen. Vederlæggelsen kan således ikke betinges af, at den pågældende er ansat i virksomheden på forfaldstidspunket. Herudover tager bestemmelsen ikke stilling til, hvornår og under hvilke betingelser ydelsen kan oppebæres".
Herudover lagde Højesteret - under henvisning til forklaringer fra blandt andet bankens revisorer - til grund, at det "rigtige" regnskab var det regnskab, som var udarbejdet af bankens økonomiafdeling og efterfølgende godkendt af både intern og ekstern revision. De fire udgiftsposter i form af nedskrivninger, afskrivninger og hensættelser var ubestridt regnskabsmæssigt korrekt behandlet, og Højesteret vurderede, at alle poster var korrekt henført til Markets. Højesteret fandt heller ikke, at A havde godtgjort, at der var fejl i regnskabet.
På det grundlag blev Alm. Brand Bank A/S frifundet for samtlige bonuskrav - både i forhold til den generelle bonusordning og i forhold til partnerbonusordningen - og både for 2009 og for 2010.
FA udtaler
FA er særdeles tilfreds med dommen - både principielt og konkret. Der eksisterer mange bonusaftaler på det danske arbejdsmarked, som arbejder med "årets resultat" som bonusgrundlag - helt eller delvis. Det er principielt vigtigt, at det nu er slået fast, dels at årets resultat i den sammenhæng omfatter alle indtægter og omkostninger, herunder nedskrivninger og afskrivninger - og dels, at dette ikke er i strid med funktionærlovens § 17 a. Den omstændighed, at det drejer sig om ganske betydelige beløb, ændrer ikke herpå.