Reformkommissionen har netop offentliggjort sin rapport ”Erkendt, forsøgt løst, uløst”.
Kommissionen skal bl.a. komme med anbefalinger til, hvordan beskæftigelsen kan løftes i Danmark via nye reformer.
I den offentliggjorte rapport skitserer kommissionen netop de fem fokusområder, den vil komme med anbefalinger indenfor.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er konstitueret adm. direktør, Nadeem Farooq, positiv overfor kommissionens arbejde.
”Det er positivt, at kommissionen sætter fokus på en række af de områder, hvor vi i Danmark kan anvende kompetencerne bedre på arbejdsmarkedet, så vi kan løse de udfordringer, vi står overfor, når det kommer til den grønne omstilling og digitalisering. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for reformer på arbejdsmarkedet for at kunne tackle fremtidens udfordringer,” siger Nadeem Farooq.
Nadeem Farooq understreger, at det især er positivt, at kommissionen stiller spørgsmålstegn ved, om vi i Danmark er tilstrækkelig gode til at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet, og at der mangler investeringer i efter- og videreuddannelse.
”Jeg synes dog, at kommissionen mangler fokus på, hvordan vi kan løfte kompetence- og digitaliseringsniveauet for alle danskere. Det er vigtigt at være opmærksom på, at også medarbejdere med videregående uddannelser på CV’et har behov for kompetenceudvikling i en digital tidsalder,” siger Nadeem Farooq.