Digitalt Vækstpanel har netop afleveret 33 anbefalinger til regeringen ud fra en vision om, at Danmark skal være en digital frontløber. I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), der repræsenterer en af landets mest digitaliseret sektorer, finanssektoren, roser adm. direktør, Mariane Dissing, panelets anbefalinger.
”Flertallet af anbefalingerne trækker bestemt i den rigtige retning, og jeg vil opfordre regeringen til at gøre dem til virkelighed. Det gælder ikke mindst anbefalingerne indenfor udviklingen af digitale kompetencer til alle, hvor panelet blandt andet fremhæver, at informatik bør indføres som obligatorisk fag i folkeskolen, og at optaget på STEM-uddannelser bør øges,” siger Mariane Dissing og forsætter:
”Der er ingen tvivl om, at digitale evner og IT-forståelse bliver en ligeså naturlig del af det 21. århundredes kompetencesæt, som det at kunne skrive, læse og regne. Derfor er det helt afgørende, at vi formår at ruste vores børn og unge indenfor IT og teknologi. Og den indsats starter i folkeskolen. Der er heller ingen tvivl om, at vi kommer til at mangle IT-uddannede medarbejdere og andre specialister. Det oplever vi allerede i dag. Så det er sund fornuft at øge optaget på de relevante uddannelser, som Digitalt Vækstpanel anbefaler.”
Ifølge en undersøgelse, som FA foretog i 2016, oplever de finansielle IT-virksomheder store rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer. Eksempelvis har tre ud af fire af virksomhederne svært ved at rekruttere og fastholde systemudviklere. Og mere end hver tredje af virksomhederne mangler en eller flere systemudviklere.
Læs anbefalingerne fra Digitalt Vækstpanel